{"id":137,"date":"2015-03-17T15:43:54","date_gmt":"2015-03-17T14:43:54","guid":{"rendered":"http:\/\/mandemarke.dk\/wp\/?page_id=137"},"modified":"2019-04-04T15:53:35","modified_gmt":"2019-04-04T14:53:35","slug":"l-p-rasmussens-livserindringer-1913","status":"publish","type":"page","link":"https:\/\/mandemarke.dk\/?page_id=137","title":{"rendered":"L. P. Rasmussens livserindringer 1913"},"content":{"rendered":"

Livserindringer af L. P. Rasmussen, Stubberup.\u00a0<\/strong>Skrevet 1913. <\/em><\/p>\n

F\u00f8dt 1\/6 1839, d\u00f8d 22\/4 1924<\/em><\/p>\n

Jeg er f\u00f8dt 1. juni 1839 og er nu 70, som kaldes for st\u00f8vets \u00e5r, derfor vil jeg nu skrive mine oplevelser, for at mine 8 b\u00f8rn, som er spredt rundt omkring i verden, kan mindes mit liv.<\/p>\n

Min fader var f\u00e6steg\u00e5rdmand Rasmus Frederiksen i Magleby. Han blev gift med en datter derfra stedet, hvormed han fik g\u00e5rden. Med hende fik han 7 b\u00f8rn, 6 s\u00f8nner og 1 datter. S\u00e5 d\u00f8de hun, s\u00e5 blev han gift med min moder, som var en datter fra sognefogedens g\u00e5rd i Keldby. Med hende fik han 3 d\u00f8tre og 2 s\u00f8nner. Min \u00e6ldste halvbroder, Hemming blev indebr\u00e6ndt i Magleby pr\u00e6steg\u00e5rd 1849, og 1850 kom min n\u00e6st\u00e6ldste broder hjem fra krigen og d\u00f8de straks efter.<\/p>\n

Jens fik en g\u00e5rd i R\u00e5by, hans s\u00f8ster Stine boede hos ham.<\/p>\n

Ludvig fik en g\u00e5rd i S\u00f8marke.<\/p>\n

Frederik en g\u00e5rd i Magleby.<\/p>\n

Hans rejste til Amerika, han lever endnu; det er den eneste af mine halvs\u00f8skende, der er tilbage.<\/p>\n

Min hels\u00f8ster Else blev gift med Diderik Nielsen, S\u00f8nderby.<\/p>\n

Hanne med Jens Olsen, \u00c5leb\u00e6k.<\/p>\n

Mette Stine med Peter Breitensten, R\u00e5by.<\/p>\n

Min yngste broder, Anders Rasmussen fik min f\u00f8deg\u00e5rd i Magleby.<\/p>\n

Jeg har m\u00e6rkeligt nok levet under 7 konger, Kristian 8., Frederik 7., Kristian 9., og i 1864 blev jeg som fange f\u00f8rt til Pr\u00f8jsen, der var Kong Vilhelm, derfra til \u00d8strig under kejser Josef og s\u00e5 under Frederik 8., nu Kristian 10.<\/p>\n

Der blev talt meget om Tyge Brahe i mine drenge\u00e5r. Somme dage var T. B.`s ulykkesdage, og jeg var f\u00f8dt p\u00e5 en af de datoer, og det var uheldigt. Det f\u00f8rste uheld var, da jeg var 4 \u00e5r, ville se om en kat kunne sv\u00f8mme, og derfor ville jeg kaste den i vor m\u00f8dding, men i stedet for faldt jeg i, men sk\u00f8nt der var en alen vand, kom jeg op og stod og br\u00f8lede, til moder kom og hjalp mig.<\/p>\n

I 1847 br\u00e6ndte der 2 huse i Magleby, smedens og Jens B\u00f8dkers. De l\u00e5 lige overfor Kristian Rasmussens g\u00e5rd. Smedjen l\u00e5 t\u00e6t ved vejen, husene ved den anden side b\u00e6kken, husene var bygget sammen. De blev s\u00e5 bygget nede p\u00e5 markerne, og smedjen blev flyttet med; den ville vi drenge ellers gerne have beholdt der midt i byen, thi vi var tit derinde, for at varme os lidt, n\u00e5r vi k\u00f8rte i sl\u00e6de eller rendte p\u00e5 is.<\/p>\n

Den 10. januar 1848 blev min yngste broder f\u00f8dt. Det var fars 12te barn, og derfor skulle der v\u00e6re stort barselsgilde med dans, og jeg fik et par nye st\u00f8vler, men s\u00e5 d\u00f8de Kristian 8., s\u00e5 det blev forbudt at have musik. Jeg var bedr\u00f8vet, fordi jeg ikke fik pr\u00f8vet de ny st\u00f8vler. Men om for\u00e5ret blev der mere at s\u00f8rge over, thi da m\u00e5tte 3 af mine br\u00f8dre rejse i krigen.<\/p>\n

1849 br\u00e6ndte Magleby pr\u00e6steg\u00e5rd, og der blev min \u00e6ldste broder, Hemming, som var kusk hos provst Ingerslev br\u00e6ndt tillige med en kone, der ville hj\u00e6lpe ham med at redde hans t\u00f8j. Min fader s\u00f8rgede over alt dette, s\u00e5 han blev syg og aldrig mere rask.<\/p>\n

1850 kom mine br\u00f8dre hjem fra krigen, men den \u00e6ldste, S\u00f8ren var syg og d\u00f8de 9 dage efter af tyfus. Da soldaterne kom hjem med sejr, var der gl\u00e6de, og der blev holdt gilde for dem, rundt omkring i landet.<\/p>\n

Da mine br\u00f8dre kom fra soldatergildet i Magleby og fortalte, hvorledes de havde moret sig, \u00f8nskede jeg, at der kunne blive krig, n\u00e5r jeg blev stor og komme hjem og feste. Det \u00f8nskede jeg meget.<\/p>\n

Da min fader blev sygelig, ville han altid have mig med, n\u00e5r han skulle ud at k\u00f8re, og jeg var kun 10 \u00e5r, da jeg kunne k\u00f8re et par heste. Dengang var der tit \u00e6rinde til Stege, thi der var hverken k\u00f8bmand eller h\u00f8kere p\u00e5 landet. N\u00e5r vi k\u00f8rte til Stege, kom der gerne nogen og r\u00e5bte: “\u00c5, k\u00f8b mig 1 pund b\u00f8nner eller 1 pot br\u00e6ndevin”, det var de ting, folk mest manglede, og far sagde: “Ja, husk p\u00e5 det, dreng”, og det skulle jeg nok, for s\u00e5 sk\u00e6nkede k\u00f8bmanden mig en s\u00f8d snaps.<\/p>\n

Vi m\u00e5tte holde ved M\u00f8lleporten, som blev kaldt Siseboden. Der kom en toldbetjent for at se, om vi havde noget i vognen, der skulle told af. N\u00e5r vi havde handlet, gik far ned til restaurat\u00f8r Sandru p\u00e5 torvet og fik en portion steg, men han spiste kun lidt og sagde til mig: “Nu kan du spise op”. Og det var jeg rask til.<\/p>\n

De fleste gange, vi k\u00f8rte til Stege, var vi inde p\u00e5 Pollerupg\u00e5rd, hvor Jens Larsen boede. S\u00e5 snart, vi drejede ind ad vejen til g\u00e5rden, kom han og lukkede en lille lem op i porten og r\u00e5bte: “Goddag, Rasmus Frederiksen, v\u00e6r s\u00e5 god at komme indenfor”.<\/p>\n

Vi fik mellemmad og kaffe, og jeg havde morskab af at h\u00f8re dem sidde og disputere. Jens Larsen var en klog mand og blev kaldt for \u00d8stm\u00f8ns prokurator. Han tilb\u00f8d engang far sin g\u00e5rd for 2.600 rigsdaler, men far syntes, det var for stor en handel, han ville hjem og sp\u00f8rge mor til r\u00e5ds. Hun var dog klog, s\u00e5 hun sagde: “K\u00f8b den”. Jens Larsen skyldte far omtrent halvdelen af k\u00f8besummen. Havde far v\u00e6ret dristig til at k\u00f8be, kunne han v\u00e6re blevet herremand, thi han ejede 7.000 rigsdaler. N\u00e6ste dag tog far til Pollerupg\u00e5rd, men s\u00e5 havde J. Larsen bet\u00e6nkt sig.<\/p>\n

Hvad der ogs\u00e5 st\u00e5r klart for min hukommelse er hoveriet p\u00e5 Klintholm. F\u00f8rste gang fik jeg lov til, at ride med far ud at skifte heste til middag. Han havde en mand ude for at k\u00f8re m\u00f8g, og en til at l\u00e6sse. Der blev k\u00f8rt som til v\u00e6ddel\u00f8b, s\u00e5 et par heste kunne ikke holde hele dagen; jeg var dengang en 6 – 7 \u00e5r.<\/p>\n

Da jeg blev lidt \u00e6ldre, kom jeg med til at rive h\u00f8 eller rejse op i h\u00f8sten. Det var morsomt at se de mange mennesker; de ville alle se at slippe f\u00f8rst; men det blev ogs\u00e5 lavet derefter.<\/p>\n

Hjemme ville b\u00f8nderne have lavet det s\u00e5 akkurat, s\u00e5 der ikke var et aks at se i roden p\u00e5 negene, og vi rev rent med en almindelig rive, der var ingen hesteriver.<\/p>\n

Sidste gang, jeg var til hove, pl\u00f8jede jeg efter\u00e5rspl\u00f8jning tillige med broder Frederik. Han sagde til mig: “Nu m\u00e5 du tage dobbelt s\u00e5 store furer som hjemme, ellers bliver vi ikke f\u00e6rdig til aften.” Men s\u00e5 kom ladefogeden og sagde til Frederik: “Drengen tager alt for store furer.” S\u00e5 r\u00e5bte Frederik til mig: “S\u00e6t ploven et hul fra landet,” men s\u00e5 snart, ladefogeden var lidt borte, sagde Frederik: “Nu kan du tage store furer igen”.<\/p>\n

Samme \u00e5r, vist 1855 blev hoveriet aflyst. Om for\u00e5ret derefter kom forpagter Beck til Klintholm. Han harvede kornet ned p\u00e5 den jord, vi havde pl\u00f8jet s\u00e5 d\u00e5rligt, vi troede ikke, der kunne blive korn, n\u00e5r jorden ikke blevet pl\u00f8jet om for\u00e5ret, vi havde ikke set en svenskharve f\u00f8r, men der blev korn, s\u00e5 b\u00f8nderne fik ogs\u00e5 snart svenskharver i gang.<\/p>\n

1852 d\u00f8de min far, 59 \u00e5r og blev begravet 2. juli efter gammel skik med 2 dages gilde. F\u00f8rste dag m\u00f8dtes man til frokost og kom efter begravelsen og spiste til middag, og s\u00e5 blev der spillet kort og drukket til ud p\u00e5 natten.<\/p>\n

Der vankede hverken bajer eller toddy, men der blev drukket meget gammelt \u00f8l og br\u00e6ndevin. N\u00e5r der blev en stor “bet”, kaldtes den en br\u00e6ndevinsbet, s\u00e5 skulle de alle have snaps og \u00f8l. N\u00e6ste dag fortsattes der p\u00e5 samme m\u00e5de.<\/p>\n

Den 6. juli samme \u00e5r var den f\u00f8rste og st\u00f8rste folkefest, vi har haft p\u00e5 M\u00f8n; det var p\u00e5 Langebjergg\u00e5rds mark. Der var karrusel og meget andet, vi aldrig havde set, og folk kom ikke alene fra M\u00f8n, men fra Sj\u00e6lland og Falster, kom de sejlende til Jydelejet.<\/p>\n

Der blev holdt mange taler og sunget. Mange af dem, der havde v\u00e6ret hos os til begravelse, satte heste og vogne hos os, fordi de var bange for ikke at f\u00e5 plads derude; de gik s\u00e5 derud fra Magleby.<\/p>\n

1853 holdt vi den f\u00f8rste b\u00f8rnefest fra skolen her p\u00e5 M\u00f8n. Det var l\u00e6rer Meisler, der var mester for den. Han kom til Magleby 1851 og havde l\u00e6rt os mange sange, s\u00e5 han kunne pr\u00e6sentere os ude p\u00e5 klinten. Der var stor tilslutning, b\u00f8nderne fra hele distriktet med k\u00f8ret\u00f8jer og madposer, tillige med husm\u00e6ndene m\u00f8dte p\u00e5 klinten og tog imod os.<\/p>\n

Meisler spadserede med skoleb\u00f8rnene derud med musik og fane. Jeg havde nr. 1, s\u00e5 jeg var faneb\u00e6rer.<\/p>\n

F\u00f8rst spiste vi, og der blev holdt taler og sunget og var derefter omkring p\u00e5 de smukke punkter. Hvorefter vi k\u00f8rte til Liselund og sluttede festen. Samme \u00e5r holdt Mandemark skole b\u00f8rnefest, og nu har her l\u00e6nge v\u00e6ret b\u00f8rnefester fra alle skolerne p\u00e5 M\u00f8n.<\/p>\n

1853 kom Frederik 7. til M\u00f8n. Han kom k\u00f8rende gennem Stubberup tillige med grevinde Danner; der var Meisler ogs\u00e5 til stede. Han digtede en sang og l\u00e6rte os at synge den. Der var pyntet en \u00e6resport over vejen lige ud for min g\u00e5rd; der m\u00f8dtes Meisler med skoleb\u00f8rnene, og kongen holdt, og vi sang for ham, og han takkede med nogle smukke ord. Vi var stolte lange tider efter, fordi vi havde gjort honn\u00f8r for kongen.<\/p>\n

1854 blev jeg konfirmeret; fra den tid ved jeg intet, som er v\u00e6rd at fort\u00e6lle. Da jeg var 17 \u00e5r, rejste den sidste af mine \u00e6ldre br\u00f8dre fra hjemmet, s\u00e5 blev jeg g\u00e5rdbestyrer og gik i selskab med b\u00f8nderne som med de unge, s\u00e5 jeg levede som den rige mand i herlighed og gl\u00e6de.<\/p>\n

Men det skulle blive anderledes; der kan efter et smukt vejr komme uvejr med lyn og torden. S\u00e5ledes kom ogs\u00e5 efter de glade \u00e5r det r\u00e6dsomme krigs\u00e5r med kugler og granater over mit stakkels hoved.<\/p>\n

1861 m\u00f8dte jeg p\u00e5 session og blev taget til konstabel og trak nr. 30; men mor kunne ikke undv\u00e6re mig og betalte 450 rigsdaler til en fritr\u00e6kker, som byttede nummer med mig.<\/p>\n

Fritr\u00e6kkerne havde dengang ikke v\u00e6ret indkaldt i mange \u00e5r, men i 1863 blev de 2 sidste \u00e5rs fritr\u00e6kkere indkaldt til at l\u00e6re i 10 uger.<\/p>\n

Jeg skulle melde mig 1. august – 63. Det var til h\u00f8st, s\u00e5 min mor blev gnaven og jeg ikke glad.<\/p>\n

Vi var i l\u00e6re i 6 uger og til skiveskydning, felt- og march \u00f8velser i 4 uger. 10. oktober, rejste vi hjem. 15. november d\u00f8de Frederik 7. og den 26. november fik jeg pas, og skulle melde mig uopholdeligt; der kom bud efter 6 \u00e5rgange. Min bror Anders var da 16 \u00e5r. Han k\u00f8rte for mig og s\u00e5 mange, der kunne v\u00e6re p\u00e5 vognen til Koster. Vi turde ikke vente p\u00e5 dampskib, men tog med f\u00e6rge til Kalvehave, s\u00e5 se at f\u00e5 lejet en vogn eller g\u00e5.<\/p>\n

G\u00e5rdmand P. Pedersen i Magleby var korporal, s\u00e5 han var som f\u00f8rer. Vi gik ind i en af de f\u00f8rste g\u00e5rde ved vejen, og P. Pedersen spurgte manden, om han ville k\u00f8re for os til K\u00f8benhavn, men det kunne han ikke. “Hvad,” sagde P. Pedersen, “er du tysksindet? Enhver bonde i Danmark skulle ligesom jeg rejse straks og tage sin karl med, s\u00e5 kunne vi jage tyskerne v\u00e6k p\u00e5 14 dage.” P. Pedersens karl var med, det var A Larsen Stubberup. Da manden h\u00f8rte dette, sagde han til konen: “S\u00e6t mad og drikke p\u00e5 bordet, at vi stiller dem tilfreds, eller kommer jeg nok til at rejse med i krigen”.<\/p>\n

Hun fik snart d\u00e6kket op, og vi spiste og drak kaffe, tog s\u00e5 tv\u00e6rs\u00e6kken med kl\u00e6der og mad p\u00e5 nakken og gik. Da vi var n\u00e6sten ved enden af den lange Viemose by, fik vi en mand til at k\u00f8re for os.<\/p>\n

Vi var 11 mand og skulle give hver 9 mark, nu 3 kr. for at k\u00f8re til T\u00e5strup station; derfra var der jernbane til K\u00f8benhavn. Det var 12 mil at k\u00f8re i stiv vogn en kold vinternat, thi det blev aften, inden vi kom af sted.<\/p>\n

Fjedervogn havde folk ikke, det var en lang h\u00f8stvogn, som vore tv\u00e6rs\u00e6kke fyldte. Der blev lagt et br\u00e6t p\u00e5 hver side, s\u00e5 vi sad som i en charabanc, kun m\u00e5tte vi lade benene h\u00e6nge uden for, thi inde i vognen var der ikke plads. Det var en streng og dyr rejse. Benene fr\u00f8s, s\u00e5 vi m\u00e5tte l\u00f8be ved siden af vognen den meste tid.<\/p>\n

N\u00e5r vi havde k\u00f8rt et par mil, var der en kro, hvor hestene skulle bede, og vi, som var tr\u00e6tte og t\u00f8rstige, var i kroen og fik en genstand; det fordyrede rejsen.<\/p>\n

I K\u00f8ge skulle hestene bede 2 timer. Klokken var 12, og vi havde ikke f\u00e5et varm mad den dag. Vi spurgte v\u00e6gteren, om han kunne vise os et sted, hvor vi kunne f\u00e5 varm mand. “Jo”, sagde han, “der er en v\u00e6rtshusholder, der var med i forrige krig, han st\u00e5r nok op”. Det gjorde han, s\u00e5 vi fik varm mad. Vi spiste, drak og holdt taler, s\u00e5 de to timer gik hurtigt. Da vi kom til T\u00e5strup, m\u00e5tte vi vente i 2 timer p\u00e5 toget, og der var s\u00e5 mange folk, at vi ikke kunne komme til at sidde.<\/p>\n

Vi n\u00e5ede K\u00f8benhavn kl. 7 om morgenen og gik ind til en v\u00e6rtshusholder Hansen ved Rundet\u00e5rn, som jeg kom hos, da jeg l\u00e6rte til soldat. Jeg fik lov til at sove i hans seng, medens de andre sad p\u00e5 stole i g\u00e6stestuen. Jeg sov i 3 timer og var s\u00e5 rask igen, undtagen det, at benene var \u00f8mme.<\/p>\n

Ved middag tog vi en god frokost, og s\u00e5 gik vi op p\u00e5 kasernen og meldte os. Da vi var kommet i tr\u00f8jen, fik vi lov at g\u00e5 i byen, men skulle m\u00f8de kl. 9. Vi fik sendt vort t\u00f8j hjem og spiste aftensmad og talte om krigen, til det var tid at m\u00f8de i kaserneg\u00e5rden.<\/p>\n

Der var n\u00e6r blevet mytteri, da der var mange, der var gnavne, fordi de skulle m\u00f8de s\u00e5 tidligt. De begyndte at r\u00e5be hurra, og s\u00e5 stemmede n\u00e6sten alle i, s\u00e5 det var forf\u00e6rdeligt at h\u00f8re. Der var flere hundrede mand og h\u00f8je 5 etages bygninger rundt om, som gav ekko. Der var en sergent, der var s\u00e5 fornuftig at st\u00e5 op p\u00e5 en trappe og r\u00e5bte, om de ville h\u00f8re ham; “Der er beg\u00e5et en fejl. I er blevet behandlet som rekrutter, sk\u00f8nt I er gamle soldater. I m\u00e5 gerne g\u00e5 i byen, n\u00e5r I blot stiller her i morgen kl. 9”. S\u00e5 begyndte vi at synge “Den tapre landsoldat” og myldrede ud i byen. Da jeg en time efter kom op p\u00e5 kasernen for at sove, var alt roligt. Vi var i K\u00f8benhavn en halv snes dage, og der gik rygter om, at vi skulle permiteres; men en dag fik vi hver 60 skarpe patroner, s\u00e5 vidste vi besked.<\/p>\n

Vi var kede af at v\u00e6re i K\u00f8benhavn, thi vi fik kun 50 \u00f8re om dagen; det var knapt til middagsmaden. En morgen kl. 2 m\u00e5tte vi stille med fuld oppakning. Det var regn og bl\u00e6st, og vi m\u00e5tte vente 2 timer, til toget gik. Det var f\u00f8rste gang, jeg havde fuld oppakning p\u00e5, s\u00e5 jeg var f\u00e6rdig til at segne om.<\/p>\n

Vi hvilede s\u00e5 i vognene til Kors\u00f8r. Der blev vi jaget ud p\u00e5 dampskibet Geiser. Det sneede og bl\u00e6ste, s\u00e5 vi gik ned i lasten for at lune os og f\u00e5 frokost af vor br\u00f8dpose, efter den lange morgenstund. Jeg sov et par timer, men blev derefter meget s\u00f8syg, til vi om aftenen n\u00e5ede Eckernf\u00f8rde. Numrene blev r\u00e5bt op, og vi fik indkvarteringsseddel. Jeg og to andre stakler fik ingen, og sergenten vidste ikke, hvorfor vi ikke var p\u00e5 listen. Han sagde til os: “I m\u00e5 selv s\u00f8rge for logi”, men det var ikke nemt i en fremmed by, hvor vi ikke kunne sproget, og kl. var 11.<\/p>\n

Vi gik f\u00f8rst til marketenderiet for at f\u00e5 kaffe, det var den f\u00f8rste kop kaffe, jeg fik, og den smagte hverken af b\u00f8nner eller af sukker; men vi tog et hvedebr\u00f8d til, det fyldte dog lidt i vore tomme maver.<\/p>\n

Vi gik til byen og kom forbi vagtstuen. Der stod en sergent, han spurgte, hvor vi skulle hen. Da han h\u00f8rte det, sagde han. “Det kan ikke hj\u00e6lpe, I g\u00e5r. Der er ingen, der tager imod Jer, n\u00e5r de ikke er n\u00f8dt dertil”. Han skaffede os s\u00e5 senge p\u00e5 kasernen.<\/p>\n

N\u00e6ste dag fik jeg et godt kvarter, men en slem sengekammerat, rigtig af de \u00e6gte bysvende. Han l\u00e5nte en daler af mig til at k\u00f8be fedt for, han gik i byen og drak pengene op og kom fuld hjem; jeg har ikke f\u00e5et pengene tilbage endnu.<\/p>\n

Siden var jeg heldig, at have rigtig gode kammerater. Vi var i Eckernf\u00f8rde i 8 dage og havde march – og felt\u00f8velser. S\u00e5 marcherede vi til Husby og kom ind p\u00e5 en bondeg\u00e5rd og l\u00e5 p\u00e5 loen i lidt halm. Det var f\u00f8rste gang jeg l\u00e5 med kl\u00e6derne p\u00e5, og vi var gennembl\u00f8dte af turen, s\u00e5 jeg fr\u00f8s meget. 4 dage f\u00f8r jul, kom jeg til en by, som hed Hollingsted. Jeg blev indkvarteret p\u00e5 en mindre g\u00e5rd, hvor vi kun var 4 mand og kom til at ligge i sengekl\u00e6der.<\/p>\n

Det var ualmindelig gode, halvgamle folk. Mandens \u00e6ldre broder var hos dem. Han havde tjent i Danmark i 3 \u00e5r og kunne tale dansk, s\u00e5 han var tolk; thi manden kunne ikke et dansk ord, konen lidt. De fik vor l\u00f8nning og br\u00f8d, s\u00e5 vi fik hele kosten hos dem. Vi havde det udm\u00e6rket, vi spiste og drak sammen med dem, det var meget forn\u00f8jeligt.<\/p>\n

Manden var gemytlig. N\u00e5r jeg leverede en vittighed, lo han s\u00e5 hjerteligt. En aften fik jeg ordre at m\u00f8de hos kaptajnen n\u00e6ste morgen kl. 4 og g\u00e5 ordonnans. Jeg mente, at jeg kom til at v\u00e5ge hele natten for ikke at sove over mig, men konen sagde, at hun nok skulle kalde kl. 3, og det gjorde hun og havde kaffe til mig, inden jeg gik.<\/p>\n

Kaptajnen gav mig breve, som jeg skulle bes\u00f8rge til Holm station, som l\u00e5 2 mil derfra, og der skulle jeg v\u00e6re kl. 7. Det var b\u00e6lg m\u00f8rkt, og jeg kendte ikke vejen, kun hvad kaptajnen havde sagt, men jeg n\u00e5ede dog dertil, da klokken manglede et kvarter i 7, og glad var jeg.<\/p>\n

Dagen f\u00f8r jul kom vi p\u00e5 vagt ved Dannevirke skanser. Det var smukt vejr, og de h\u00f8je volde stod helt gr\u00f8nne. Vi var oppe p\u00e5 brystv\u00e6rnet og s\u00e5 ind over det flade land og syntes, det kunne v\u00e6re interessant at skyde pr\u00f8jserne efterh\u00e5nden, som de kom.<\/p>\n

Om eftermiddagen kom general Vilster, vi blev opstillet, og han red hele r\u00e6kken igennem og sagde stadigt: “God dag kammerater”, og vi var vel tilpas. Men om natten gik jeg vagt i 2 timer ved en jordh\u00f8j, hvor der opbevaredes krudt, og det var trist at g\u00e5 der alene i den hellige julenat.<\/p>\n

S\u00e5 begyndte det at sne s\u00e5 t\u00e6t, at jeg intet kunne se. Da tabte jeg n\u00e6sten troen p\u00e5, at vi kunne holde stillingen.<\/p>\n

Jule dag var jeg i kirke. Da jeg kom derfra, spurgte manden, hvad pr\u00e6sten havde sagt. Han vidste godt, at jeg ikke forstod tysk, s\u00e5 han sagde, at jeg nok var g\u00e5et for at se de tyske piger; jeg skulle blive hos ham, s\u00e5 ville han skaffe mig en smuk pige med 10.000 daler; n\u00e5r jeg s\u00e5 m\u00f8dte med lige s\u00e5 meget, kunne vi f\u00e5 en god g\u00e5rd. Det var et godt tilbud, men jeg havde jo lovet mig ud inden krigen.<\/p>\n

Tredje jule dag rejste vi blev indkvarteret s\u00e5 mange p\u00e5 et sted, at vi l\u00e5 med kl\u00e6derne p\u00e5 i lidt halm. Byen hed Bergenhuse. Nyt\u00e5rsaften lavede officererne bal for os i en kro. Vi gav 12 skilling og fik derfor musik og et glas grog. Vi var et par hundrede mand, men kun 10 piger, s\u00e5 der var ingen sjov ved det. N\u00e6ste aften var der bal igen for 3. kompagni.<\/p>\n

B\u00e5de 3. og 8. kompagni af 4. regiment var indkvarteret i denne by. A. Larsen, Stubberup og C. Hansen, Mandemark var ved 3. kompagni. Da de h\u00f8rte af os, hvordan det var, s\u00e5 ville C. Hansen hellere selv lave selskab. Han boede hos en gammel husmandsenke.<\/p>\n

J\u00f8rgensen af Budsemark og jeg k\u00f8bte ind til gildet, drikkevarer, kort og tobak. Vi fik en firkort, drak toddy og morede os; s\u00e5 kom der et selskab tyske karle og piger derind.<\/p>\n

Vi sang den tapre landsoldat og de slesvigholstener omschlungen. Den gamle kone gr\u00e6d. Hun var bange for, at vi skulle komme op at sl\u00e5s, men vi morede os godt sammen. N\u00e6ste dag kom vi til en by, som hed Drage i n\u00e6rheden af Ejderen. Der gik vi p\u00e5 vagt hver anden nat p\u00e5 Ejderdiget. Der var et stort engdrag, der kunne s\u00e6ttes under vand, n\u00e5r pr\u00f8jserne kom; men det blev 20 graders frost, s\u00e5 var vejen sikker nok.<\/p>\n

N\u00e5r jeg gik over isen, kunne jeg spare den halve vej. Det f\u00f8rste stykke gik godt, men s\u00e5 blev isen glat, og det var modvind, s\u00e5 jeg m\u00e5tte krybe p\u00e5 alle fire. Jeg var bange for, at nogen skulle se det og kalde mig den krybende ordonnans.<\/p>\n

En dag var vi i Frederiksstad og gjorde honn\u00f8r for kongen. Det var frost, s\u00e5 vi n\u00e6ppe kunne holde p\u00e5 gev\u00e6rerne. Vi fik hver 25 \u00f8re ekstra, det var til et glas grog. 1. februar gik jeg sidste vagt p\u00e5 Ejderdigen, anden dags formiddag kom en oppasser med melding til vor l\u00f8jtnant, at pr\u00f8jserne var g\u00e5et over ved Mysunde, men var sl\u00e5et tilbage. Nu var krigen begyndt.<\/p>\n

Vi skulle beholde kl\u00e6derne p\u00e5 om natten, at vi kunne m\u00f8de p\u00e5 stillingspladsen 5 minutter efter at der var bl\u00e6st signal; n\u00e6ste nat kl. 2 l\u00f8d det.<\/p>\n

Det var m\u00f8rkt og glat, imellem faldt en, og det var slemt at falde med fuld oppakning. Vi stillede i Drage skole, og oberst F\u00e5borg holdt tordentale: “N\u00e5r nu pr\u00f8jserne kommer, skal vi tage imod dem og giver dem en pris, s\u00e5 de kan nyse r\u00f8dt”. 5. februar fik vi ordre om morgenen til at stille i en by i n\u00e6rheden den aften kl. 7 med alt vort t\u00f8j til afmarch, men vi fik ikke at vide, at vi skulle r\u00f8mme v\u00e6k af landet, s\u00e5 kunne vi dog have taget en god madpose med; thi det var forf\u00e6rdeligt, hvad vi m\u00e5tte lide af sult og t\u00f8rst.<\/p>\n

Vi marcherede i 2 d\u00f8gn, uden at f\u00e5 hverken mad eller drikke, s\u00f8vn eller hvile. Da den f\u00f8rste nat var g\u00e5et, fik vi f\u00f8rst at vide, at pr\u00f8jserne var i h\u00e6lene p\u00e5 os; det tog n\u00e6sten hele modet fra os.<\/p>\n

Ved en landsby l\u00e5 et lille hus afsides, der l\u00f8b jeg hen og bad om en kop kaffe. Konen satte en stol til mig; det var n\u00e6sten lige s\u00e5 godt som kaffen. Hun havde kun et lille stykke br\u00f8d, jeg fik til. Jeg skyndte mig s\u00e5 af sted, men havde n\u00e6sten tabt alle kr\u00e6fterne, inden jeg n\u00e5ede kammeraterne.<\/p>\n

Ved midnatstid den anden nat, n\u00e5ede vi en landsby og fik hvil ved en kro, hvor vi fik lidt kaffe, men br\u00f8d havde de ikke, og vi var forf\u00e6rdelig sultne. Vi s\u00e5, at der var lys i stuerne og mente, at officererne fik mad, vi gik ind og forlangte vort br\u00f8d, det var nemlig vor br\u00f8ddag; men oberst F\u00e5borg blev rasende, trak sin sabel og ville hugge hovederne af os, men n\u00f8jedes med at jage os ud. Vi regnede ham ogs\u00e5 alle dage for en tyran.<\/p>\n

Vi skulle have sovet lidt i en lade om natten, men s\u00e5 snart, vi havde lagt os, l\u00f8d kanonskud, og vi m\u00e5tte af sted igen. Efter middag fik vi en times hvil, men p\u00e5 \u00e5ben mark.<\/p>\n

Der var intet at f\u00e5 at leve af. Endelig n\u00e5ede vi Gr\u00e5sten, men da blev regimentet n\u00e6sten opl\u00f8st. Vi l\u00f8b ind alle steder, men alt var opspist. 4. og 6. regiment var de sidste. Der var vel kommet 20.000 mand f\u00f8rend os, som havde spist op alle steder.<\/p>\n

Endnu var der 2 mil til S\u00f8nderborg. Det var en jammerlig march, vi kunne ikke flytte benene over et kvarter ad gangen, og det var, som vi tr\u00e5dte p\u00e5 skarpe sten, tornysterremmene trykkede, s\u00e5 vi n\u00e6sten ikke kunne drage \u00e5nde.<\/p>\n

Det var fastelavnss\u00f8ndag, hvor benene i mange \u00e5r havde v\u00e6ret brugt til dans og gl\u00e6de. Da vi kom p\u00e5 Dybb\u00f8l banker, kunne vi se lysene i S\u00f8nderborg; det lettede, men det varede l\u00e6nge, inden vi n\u00e5ede derind. P\u00e5 broen var vi ved at stejle, hver gang vi tr\u00e5dte til, thi den gyngede under den store v\u00e6gt.<\/p>\n

Da vi slap over broen, lagde vi os alle ned i en hob, s\u00e5 blev der sagt til os, at vi selv m\u00e5tte skaffe kvarter. Det var midnat, s\u00e5 de fleste lys var slukkede, da vi rejste os.<\/p>\n

Vi n\u00e5ede en d\u00f8r, der stod \u00e5ben; der gik vi ind i en gang, s\u00e5 kom manden og sagde: “Her er ingen plads”, men vi svarede: “S\u00e5 kommer du til at sl\u00e6be os ud p\u00e5 gaden”. “Nej” sagde han, “lidt bedre leje kan jeg give jer”.<\/p>\n

Han var vist snedker, thi vi kom ind i et v\u00e6rksted, hvor der var sp\u00e5ner. Jeg sov til n\u00e6ste formiddag, da solen skinnede ind til os. Vi l\u00e5 s\u00e5 t\u00e6t pakkede sammen, at vi ikke fr\u00f8s, men da vi skulle rejse os, var det som om hele legemet skulle skilles ad, og n\u00e5r vi skulle g\u00e5, var det, som vi tr\u00e5dte p\u00e5 n\u00e5le.<\/p>\n

Vi skulle samles p\u00e5 torvet og kom forbi en bagerbutik, men alt var solgt. Jeg fik \u00f8je p\u00e5 et hvedebr\u00f8d, der var glemt. Min sidekammerat sagde: “Du deler vel med mig”, og det gjorde jeg.<\/p>\n

P\u00e5 torvet var en s\u00e6k hvedekiks; vi fik hver et par stykker. De var h\u00e5rde som sten, men smagte som det dejligste wienerbr\u00f8d. Vi marcherede, men det var som en orm kryber; vi kom til en bondeg\u00e5rd, hvor vi var 500 mand. Der var hverken mad eller drikke, og n\u00e6ppe plads til, at vi kunne ligge ned.<\/p>\n

N\u00e6ste dag blev vi delt, s\u00e5 vi var 100 mand p\u00e5 hver g\u00e5rd og fik naturalforplejning, men intet br\u00f8d. Om eftermiddagen kom manden hjem med en s\u00e6k mel, og n\u00e6ste dag blev der bagt. Vi var 6 mand om 1 br\u00f8d, det kostede 1 mark. S\u00e5 snart, det kom ud af ovnen, blev det taget og sk\u00e5ret i stykker s\u00e5 varmt, det var, og spist s\u00e5 hurtigt, det kunne komme i munden.<\/p>\n

Da vi havde spist, vendte hum\u00f8ret tilbage, s\u00e5 vi endog pr\u00f8vede p\u00e5 at sl\u00e5 katten af t\u00f8nden, da det var fastelavn. Om torsdagen m\u00e5tte vi tr\u00e6kke p\u00e5 vagt med en tom br\u00f8dpose; vi havde spist det sidste om morgenen. Vi havde vagtstue i et vognskur p\u00e5 en herreg\u00e5rd, der hed R\u00f8nnehave, og vi \u00f8nskede, at vi m\u00e5tte ligge hos kv\u00e6get der.<\/p>\n

Jeg gik ind p\u00e5 mejeriet og k\u00f8bte 1 pund sm\u00f8r og lidt ost. Det var dyr mad og fyldte s\u00e5 lidt i maven. Om fredagen fik vi endelig br\u00f8d. Br\u00f8dvognen var k\u00f8rt til Jylland i stedet for til Als; derfor varede det s\u00e5 l\u00e6nge.<\/p>\n

Vi l\u00e5 p\u00e5 Als en m\u00e5ned og var glade, n\u00e5r vi kunne komme til at ligge i en lo eller lade. 6. marts var vi p\u00e5 Dybb\u00f8l p\u00e5 forpost 1. gang.<\/p>\n

En forpost tur varede 6 d\u00f8gn, s\u00e5 var vi p\u00e5 Als 3 d\u00f8gn. P\u00e5 Dybb\u00f8l skiftede vi; n\u00e5r vi havde v\u00e6ret i forpostk\u00e6den 1 d\u00f8gn, var vi i barakkerne det andet, for at f\u00e5 lavet noget mad. Vi skulle skiftes dertil, f\u00f8rste gang kneb det.<\/p>\n

En g\u00e5rdmand fra Lolland og jeg var sammen, regnvejr var det. Ved et steng\u00e6rde fik vi lavet et ildsted og h\u00e6ngte kedlen over; den var smal fra neden og bred for oven.<\/p>\n

Vi skulle koge gr\u00f8d og mente, at vi ikke beh\u00f8vede at r\u00f8re i den, f\u00f8r den kogte, men sveden blev den og h\u00e6ngte ved bunden, s\u00e5 vi m\u00e5tte tage sablen til hj\u00e6lp til at r\u00f8re i den.<\/p>\n

Vi skulle stege fl\u00e6sk i en blikpande, og der gik ild deri, men den fik vi slukket. Da vi skulle spise, blev vi sk\u00e6ldt ud, fordi det var s\u00e5 d\u00e5rligt.<\/p>\n

N\u00e6ste gang lavede jeg mad alene, det var klipfisk, kartofler og gammelt sm\u00f8r, Fisken kogte jeg i to hold vand, men den var dog for salt, s\u00e5 vi alle 14 mand dyppede kartoflerne i sm\u00f8rret. Jeg tog fisken i et papir og lagde den i min br\u00f8dpose; vi skulle ud ved skanserne om natten, s\u00e5 blev vi s\u00e5 forfrosne og sultne, at vi n\u00e6sten ikke kunne blive m\u00e6tte.<\/p>\n

Da vi spiste frokost, tog jeg fisken og gav dem hver sin part fra forrige dag, og nu smagte den dejligt til sm\u00f8rrebr\u00f8d, og min ven fra Lolland takkede mig for den gode frokost.<\/p>\n

Senere gik det mig godt med madlavning. Tit fik vi oksesuppe, og k\u00f8duddelerne var slagter Andersen fra Stege, som jeg kendte godt; derfor fik jeg altid af de bedste stykker.
\nMidt i marts var vi en tur p\u00e5 Als for at f\u00e5 lavet vort t\u00f8j og v\u00e5ben lidt i stand. Vi var indkvarteret i en by, der hed Hunslev, ca. 3 mil fra S\u00f8nderborg. Vi var der i 3 d\u00f8gn. Der fik ( C ? eller H?)E. Hansen fra Mandemark, brev fra hjemmet, at hans lille datter skulle d\u00f8bes dagen efter, s\u00e5 han bad J J\u00f8rgensen, Budsemark, A Larsen, Stubberup og mig om at komme med ham hen i hans kvarter for at fejre gildet; vi skulle forestille faddere, vi morede os rigtig godt; n\u00e5r vi kunne tr\u00e6ffe sammen med nogle kammerater hjemmefra, s\u00e5 var det ligesom, vi var et lille svip hjemme.<\/p>\n

Den datter som blev d\u00f8bt Krestine, var siden pige hos mig i Stubberup i 2 \u00e5r. Nu er hun d\u00f8d, og det er hendes for\u00e6ldre og de andre faddere ogs\u00e5, s\u00e5 jeg er ene tilbage fra det gilde. 17. marts skulle vi stille kl. 4 om morgenen til afmarch. Min korporal kom lidt for sent, han fik en streng irettes\u00e6ttelse af kaptajnen; han h\u00e5bede, at det skulle blive sidste gang, og det blev det ogs\u00e5, thi de blev begge skudt samme dag.<\/p>\n

Ja det var en s\u00f8rgelig dag; om morgenen, da vil stillede i Hunslev, var vi 250 unge raske m\u00e6nd, men om aftenen, da vi blev samlet sammen ved Dybb\u00f8l skanser, manglede 90, og vi, der var tilbage, lignede mere billeder end levende mennesker.<\/p>\n

Det var til at begynde med en r\u00e6dsom march, det havde v\u00e6ret t\u00f8vejr i nogle dage, s\u00e5 vi kunne n\u00e6sten ikke f\u00e5 benene med. Vi hvilede lidt ved Dybb\u00f8l m\u00f8lle. Efter 3 mils march der, kom J J\u00f8rgensen hen til mig. Jeg beklagede mig over, at jeg havde f\u00e5et 6 pund sm\u00f8r hjemmefra i en blikd\u00e5se. Den havde jeg i tornysteret, og den havde gnavet hul p\u00e5 min ryg, J\u00f8rgen havde ogs\u00e5 f\u00e5et sm\u00f8r, men han havde solgt det.<\/p>\n

\"studerkammer_faldne64\"<\/a><\/p>\n

Han havde f\u00e5et en daler til mig, da der var samlet penge ind i Magleby sogn til os, men jeg m\u00e5tte ikke f\u00e5 daleren, f\u00f8rend jeg kunne give en genstand; det n\u00e5ede jeg aldrig, thi J\u00f8rgen blev skudt samme dag, som det st\u00e5r p\u00e5 tavlen i Magleby kirke.<\/p>\n

Vi kom i n\u00e6rheden af en skov; der l\u00e5 en afbr\u00e6ndt g\u00e5rd, hvor jeg tillige med 10 andre m\u00e6nd blev sendt hen for at samle noget br\u00e6ndsel sammen i bunker og satte ild, s\u00e5 det begyndte at ryge op af ruinerne, men s\u00e5 begyndte tyskerne at skyde p\u00e5 os fra skoven; det var f\u00f8rste gang, jeg h\u00f8rte gev\u00e6rkugler fl\u00f8jte om \u00f8erne.<\/p>\n

Vi kom s\u00e5 hen bag en gr\u00f8ftvold, men kunne ikke skyde igen, da vi ikke kunne se dem i skoven. Da skydningen holdt op, trak vi os tilbage og fik br\u00f8dposen frem.<\/p>\n

Det var hen ad eftermiddagen J J\u00f8rgensen kom hen til mig, og vi talte sammen for f\u00f8rste gang, han havde ingen anelse om, at skulle d\u00f8, han sagde: “Nu har vi da overst\u00e5et vort for i dag, lad nu nogle andre pr\u00f8ve”. I det samme blev der r\u00e5bt “tr\u00e6d an”, og jeg s\u00e5 ham aldrig mere.<\/p>\n

Vi kom hen til en gr\u00f8ftvold og mente, vi kunne ligge der og skyde p\u00e5 fjenden, n\u00e5r de kom s\u00e5 n\u00e6r, at vi kunne se dem, men vor kaptajn var alt for ivrig. Han befalede os at s\u00e6tte bajonetten p\u00e5 og springe over gr\u00f8ftvolden, r\u00e5be hurra og storme mod fjenden; han selv blev vist skudt straks, thi jeg h\u00f8rte ham ikke mere.<\/p>\n

At vi ikke blev skudt alle sammen, var vist, fordi vi havde lidt bakke mod os, s\u00e5 de fleste kugler gik for h\u00f8jt; de kom som en t\u00e6t haglbyge, vi fik kun skudt f\u00e5 skud ved n\u00e6ste gr\u00f8ftvold, s\u00e5 m\u00e5tte vi tr\u00e6kke os tilbage.<\/p>\n

Der var en sergent, der fik samlet stumperne sammen og f\u00f8rte os ind bag skanserne. Der gik vi s\u00e5 i l\u00f8begravene om natten. Jeg var s\u00e5 tr\u00e6t og forpint, at jeg var f\u00e6rdig at segne om, v\u00e5dt og beskidt var der alle steder, ikke en plet, hvor jeg kunne hvile mit tr\u00e6tte legeme. Jeg havde v\u00e6ret gennemsvedt, og der var gnavet hul p\u00e5 ryggen, s\u00e5 skjorten h\u00e6ngte i; satte jeg mig ned, kom jeg til at fryse, s\u00e5 jeg d\u00e5rligt kunne g\u00e5 mig varm igen.<\/p>\n

Det var en tung og s\u00f8rgelig nat, det var den eneste gang i felten, jeg helt tabte mit hum\u00f8r, jeg syntes, alt s\u00e5 s\u00e5 sort og s\u00f8rgeligt ud, kaptajnen, komand\u00f8rsergenten, min korporal og min daglige kammerat, J\u00f8rgen, alle sammen nogen, jeg kunne godt lide, var borte alle.<\/p>\n

Om morgenen, da vi fik noget varm kaffe, lettede det dog lidt. L\u00f8rdag aften f\u00f8r p\u00e5ske kom jeg p\u00e5 vagt i l\u00f8begravene. Det var klart vejr, s\u00e5 jeg sagde til min sidekammerat, om han ville f\u00f8lge med mig op p\u00e5 volden om morgenen og se solen st\u00e5 op; man siger jo, at solen danser p\u00e5skemorgen.<\/p>\n

Vi havde udsigt over havet, og solen skinnede, s\u00e5 vi fik vand i \u00f8jnene, – danse gjorde den ikke, men den varmede, og det gjorde godt p\u00e5 vore forfrosne lemmer.<\/p>\n

N\u00e6ste morgen begyndte pr\u00f8jserne at storme skanserne, s\u00e5 vi m\u00e5tte op i en fart. Vi m\u00f8dte nogle s\u00e5rede, der blev b\u00e5ret forbi; det var s\u00f8rgeligt at se, blodet rendte af dem, de s\u00e5 s\u00f8rgmodige efter os, vi vidste ikke, hvorn\u00e5r vi selv fik samme sk\u00e6bne, men jeg sagde til mig selv, at nu m\u00e5tte jeg ikke tabe modet. S\u00e5 nedb\u00f8jet som 17. marts blev jeg aldrig.<\/p>\n

N\u00e5r der blev kommanderet “fremad”, s\u00e5 gik jeg liges\u00e5 roligt som til et almindeligt arbejde. Den dag slap vi med skr\u00e6kken, fjenden trak sig tilbage, det var 28. marts.<\/p>\n

Pr\u00f8jserne blev ondskabsfulde, da de ikke kunne tage skanserne; s\u00e5 fik de rigtigt det grove skyts frem, b\u00e5de p\u00e5 Broager og rundt om. Jeg l\u00e5 i baraklejren ved S\u00f8nderborg 2. april, jeg l\u00e5 p\u00e5 marken, ved en halmbunke og skrev hjem, s\u00e5 kom der en granat, der slog ned i S\u00f8nderborg; jeg blev s\u00e5 forskr\u00e6kket, at jeg slog en lang tankestreg.<\/p>\n

Der kom snart flere granater, s\u00e5 beboerne hurtigt m\u00e5tte flygte ud af byen, n\u00e6sten uden at f\u00e5 t\u00f8j med. Dette var ogs\u00e5 slemt for os; vi havde dog imellem kunnet g\u00e5 derind og k\u00f8be lidt proviant.<\/p>\n

Nu blev det f\u00f8rst rigtigt h\u00e5rdt at v\u00e6re soldat. Fra 2. til 19. april havde vi ikke en rolig time, hverken nat eller dag. N\u00e5r vi l\u00e5 i barakkerne p\u00e5 Dybb\u00f8l, var der altid noget, vi skulle ud til. En nat skulle vi b\u00e6re sandposer op p\u00e5 skanserne til at stoppe de huller, der var skudt om dagen.<\/p>\n

En mand havde udkik og skulle se efter, n\u00e5r fjenden fyrede kanonen af. Var den rettet mod os, skulle han r\u00e5be “d\u00e6k”, og s\u00e5 faldt alle mand ned p\u00e5 deres ansigt.<\/p>\n

En anden nat fik vi hver et bundt pinde, som var spidse; dem skulle vi banke ned foran skanserne, for at sinke fjenden, n\u00e5r de kom. S\u00e5 snart, der faldt skud i forpostk\u00e6den, blev der bl\u00e6st alarm, s\u00e5 m\u00e5tte vi st\u00e5 opstillede det meste af natten. Om dagen var der ikke et sted, hvor vi var sikre for granaterne. G\u00e5rdmand N Larsen fra Magleby var en af de gamle forst\u00e6rkningsm\u00e6nd, som l\u00e5 p\u00e5 Als og skulle l\u00f8se af, n\u00e5r der var brug for dem; han syntes, at det var kedeligt at skulle rejse hjem uden at have set stillingen ved Dybb\u00f8l.<\/p>\n

N\u00e5r vi kunne v\u00e6re der b\u00e5de dag og nat, m\u00e5tte han da sagtens kunne bes\u00f8ge sin broder og os andre gode venner, han k\u00f8bte en flaske gode drikkevarer, han ville traktere os med, men da han n\u00e5ede lidt ind p\u00e5 den anden side broen, s\u00e5 kom der en granat og slog ned s\u00e5 n\u00e6r ved ham, at sten og snavs r\u00f8g ham om \u00f8erne; han kom omkring i en fart, og han fik aldrig mere lyst til at se Dybb\u00f8l.<\/p>\n

Vore barakker s\u00e5 ud som overdelen af et hus, der var sat med sp\u00e6rene p\u00e5 jorden, en halv snes alen i bredden og d\u00f8r i begge ender. Der var gang lige igennem og et br\u00e6t p\u00e5 kant ved begge sider af gangen. Der inden for l\u00e5 vi med hovedet under taget og benene ud imod gangen.<\/p>\n

Der blev str\u00f8et lidt halm under os straks, men da granaterne begyndte at falde rundt omkring, s\u00e5 var der vel ingen, som ville k\u00f8re halm ud til os, s\u00e5 den halm, der var tilbage, var s\u00e5 sm\u00e5, s\u00e5 lusene kunne krybe med den; vi kom jo aldrig af kl\u00e6derne, s\u00e5 vi blev s\u00e5 besat af lus; det var en frygtelig plage.<\/p>\n

Rebslager Meisel forsynede os med kaffe, som han tjente godt p\u00e5. En dag, kedelen h\u00e6ngte over ilden, kom en granatstump og slog den af, men Meisel for til og snappede den, inden al kaffen var l\u00f8bet af. Vi gravede huler i volden, s\u00e5 blev der lidt lunt at ligge og sove, men flere v\u00e5gnede aldrig mere, s\u00e5ledes H Hansen fra Mandemark, som ogs\u00e5 st\u00e5r n\u00e6vnt p\u00e5 tavlen i Magleby kirke. Han l\u00e5 i et s\u00e5dant hul 12. april og blev dr\u00e6bt at en granat; men han var nok beredt derp\u00e5, han havde sagt hjemme, at han ville blive dr\u00e6bt. Han var ellers en rigtig rask karl.<\/p>\n

15. april var jeg p\u00e5 forpost sidste gang; det var en r\u00e6dsom tur. Vi l\u00f8ste f\u00f8rst af, n\u00e5r det var m\u00f8rkt, ellers var vi blevet skudt, inden vi kom derud. Der var gravet nogle store huller i jorden, de kaldtes skyttegrave, der kunne v\u00e6re en snes mand i hver. S\u00e5 var vi skiftevis ude i 2 timer af gangen, der var pr\u00f8jserne s\u00e5 n\u00e6r, at vi kunne h\u00f8re dem tale.<\/p>\n

Granaterne fl\u00f8j over vore hoveder, b\u00e5de vore og fjendens, de skinnede som raketter; n\u00e5r de krydsede hinanden, var vi bange for, at de skulle st\u00f8de sammen, og at vi skulle f\u00e5 stumperne i hovedet.<\/p>\n

Da det blev dag, kom vi i forpostskydning; vi l\u00e5 i skyttegravene og sk\u00f8d p\u00e5 hverandre: Min sidekammerat havde en god ven hjemmefra, som kom hen for at tale med ham. Da han derp\u00e5 gik tilbage, kom han kun et par skridt, s\u00e5 fik han en kugle i hjertet og d\u00f8de straks; det var underligt, ligesom, vi havde talt sammen, l\u00e5 han d\u00f8d.<\/p>\n

Straks efter hejste pr\u00f8jserne et lille hvidt flag, som vi antog for et fredsflag, og vi bandt en lille hvid klud p\u00e5 enden af en bajonet og rakte i vejret til tegn p\u00e5, at vi havde forst\u00e5et dem.<\/p>\n

Vi menige sluttede fred, uden at sp\u00f8rge vore foresatte derom. Den fred holdt hele dagen, der kom 2 mand ud og rakte armene i vejret for at vise, at de ingen gev\u00e6rer havde, og s\u00e5 gik der 2 af vore ud og viste samme tegn og r\u00e5bte hurra.<\/p>\n

S\u00e5 kom pr\u00f8jserne n\u00e6rmere til os, rakte deres feltflasker op og vinkede, at vi skulle komme hen og drikke; vi gik s\u00e5 lidt hen imod dem, men det var med lidt sp\u00e6nding, ja, der var 2 mand, der gik helt hen til pr\u00f8jserne, talte med dem og drak af deres feltflasker, vi andre var bange for, at de skulle blive holdt tilbage, men de gav hverandre h\u00e5nden og skiltes som venner. De blev dog straffede, thi vi m\u00e5tte ikke have forbindelse med fjenden.<\/p>\n

Da det blev aften, l\u00e5 vi i skyttegravene og ventede p\u00e5 afl\u00f8sning, da blev jeg kommanderet ud p\u00e5 lyttepost lige ved pr\u00f8jserne. Underkorporalen viste mig blot stedet, men turde ikke selv g\u00e5 med der hen; jeg bad ham sige til sergenten, om jeg m\u00e5tte f\u00e5 en mand til derud, og det blev s\u00e5 min gode ven, loll\u00e6nderen.<\/p>\n

Der var nogle store sten vi kunne sidde bag ved; men det var en farlig stilling, vi kunne ikke vente andet end at blive skudt eller taget til fange, thi vi kunne h\u00f8re, at pr\u00f8jserne talte t\u00e6t ved. Snart kunne vi dog h\u00f8re, at vor afl\u00f8sning kom, men s\u00e5 glemte sergenten os to; f\u00f8rst, da de kom ind ved barakkerne, savnede han os; inden der kom bud derud og vi blev afl\u00f8st, var det midnat.<\/p>\n

Det var en farlig tur, inden vi kom ind forbi skanserne, der kom granater og slog ned i n\u00e6rheden af os hvert \u00f8jeblik, og vi faldt ned p\u00e5 vore ansigter til de var sprunget. Der kom en s\u00e5 n\u00e6r ved os, at vi n\u00e6sten kunne r\u00e6kke ud til den. Det var frygteligt at ligge og vente p\u00e5, at vi m\u00e5ske kunne blive s\u00f8nderrevet. Da den sprang, fik jeg en fornemmelse, som om den havde sl\u00e5et mit ene ben af ved kn\u00e6et, det forekom mig, at jeg kunne se benet flyve i luften.<\/p>\n

Vi n\u00e5ede endelig ind til vore kammerater, de sagde, at vi kom til at melde os hos sergenten, der flere gange havde spurgt efter os, han blev glad, da vi kom og sagde, at han var bange for, at han ikke skulle have set os mere. 17. april, om aftenen l\u00e5 vi i l\u00f8begangene og ventede p\u00e5 afl\u00f8sning. 16. regiment skulle l\u00f8se os af, men de ville ikke derud; regimentskommand\u00f8ren fik dem dog overtalt, s\u00e5 vi blev afl\u00f8st kl. 11 aften.<\/p>\n

Vi marcherede et par mil ud p\u00e5 landet og kom ind i nogle lader, hvor vi sov godt; vi havde n\u00e6sten ikke sovet i 6 n\u00e6tter og dage. Da vi havde begyndt at spise til middag, l\u00f8d alarmsignalet, s\u00e5 vi m\u00e5tte l\u00f8be fra efter maden. Vi fik ikke lov at g\u00e5, men m\u00e5tte l\u00f8be til vi kom den halve vej, s\u00e5 kom der bud, at pr\u00f8jserne havde taget skanserne, og jeg kan ikke n\u00e6gte, at vi blev glade; vi vidste jo, at det var umuligt at holde stillingen.<\/p>\n

Da vi kom til S\u00f8nderborg, var det underligt med den ro, der var nu, granaterne havde h\u00f8rt op med at falde. Broen, der f\u00f8rte til Dybb\u00f8l, var til at skille ad, og den var f\u00f8rt ind til Als; det var underligt at se, fjenderne g\u00e5 p\u00e5 Dybb\u00f8l banker og koge mad p\u00e5 vore madsteder.<\/p>\n

Det bedste kvarter, jeg havde i krigen, var hos en bonde p\u00e5 Als i en by, der hed T\u00e5rup. Vi var 16 mand der og kom til at ligge i sengekl\u00e6der, og det er ikke til at beskrive, hvor dejligt det var, efter at have ligget med kl\u00e6derne p\u00e5 i 5 m\u00e5neder.<\/p>\n

Vi fik sluttet akkord med konen om at lave mad, s\u00e5 vi alle kunne sidde ved sluttet bord, ja, vi fik b\u00e5de gafler og tallerkener p\u00e5 bordet, det havde vi ellers ikke set noget til f\u00f8r, s\u00e5 hver gang, vi skulle spise, havde vi meget morskab. Vi var n\u00e6r ved vandet, og det var varmt, s\u00e5 vi gik i vandet hver dag og fik pillet de fleste lus af os, det lettede meget.<\/p>\n

Sidste aften holdt vi et lystigt punchgilde, og det blev desv\u00e6rre afskedsgilde med, thi f\u00e5 dage efter tog pr\u00f8jserne Als. Vi morede os rigtigt godt, men det var n\u00e6r g\u00e5et mig galt, thi vi skulle stille om morgenen kl. 4, og jeg sov over mig, s\u00e5 jeg m\u00e5tte l\u00f8be, s\u00e5 sveden rendte af mig, men korporalen var mig god, s\u00e5 han ventede med at melde “f\u00e6rdig”, til jeg kom.<\/p>\n

Vi havde v\u00e5benstilstand fra 12. maj til 26. juni, da l\u00e5 vi i et hus ved Alssund, jeg gik vagt for kaptajnen fra 10 – 12 nat. Kl. 12 h\u00f8rte jeg gev\u00e6rsalve, s\u00e5 vidste jeg, at krigen var begyndt igen. N\u00e6ste aften var vi p\u00e5 vagt ude ved \u00c6rinkils\u00f8re, det var stille vejr, og der var skov ved den anden side sundet. Vi kunne h\u00f8re, at fjenden havde travlt, der kom vogne k\u00f8rende hele natten, og n\u00e5r de holdt, kunne vi h\u00f8re et dump p\u00e5 jorden; det var b\u00e5de, de havde taget fra hele landet rundt omkring, fik vi senere at vide.<\/p>\n

Den 28. juni om aftenen blev vi afl\u00f8st, der var baraklejr bag ved en skov \u00bc mil derfra, der skulle vi have v\u00e6ret om natten, men kl. 1 \u00bd l\u00f8d den f\u00f8rste gev\u00e6rsalve, det l\u00f8d som kuglerne gik igennem taget, s\u00e5 vi kom op i en fart og stillede p\u00e5 pladsen, l\u00f8b s\u00e5 og var snart s\u00e5 n\u00e6r, at kuglerne peb om \u00f8erne. Der blev r\u00e5bt, at nu sk\u00f8d de oberst F\u00e5borg, jeg fik lige sendt ham falde af hesten, snart efter s\u00e5 jeg min gode ven, loll\u00e6nderen falde; jeg ville gerne se ham en gang endnu og m\u00e5ske sige ham et sidste farvel, men min l\u00f8jtnant var ved siden og r\u00e5bte “fremad”, s\u00e5 m\u00e5tte jeg frem.<\/p>\n

Vi n\u00e5ede en gr\u00f8ftvold med levende hegn og lagde os ned, s\u00e5 kunne vi se, at pr\u00f8jserne kom masende frem s\u00e5 t\u00e6t, at der var nok at skyde p\u00e5; men vi kunne kun skyde et skud, n\u00e5r pr\u00f8jserne sk\u00f8d 5, og s\u00e5 kunne de stille 5 mand mod hver af os, s\u00e5 vi kunne umuligt st\u00e5 os.<\/p>\n

Sidste gang, jeg sk\u00f8d, var de vel 50 alen borte; jeg ville lade igen, men s\u00e5 var der 2 kammerater, der lagde sig over mig. Straks efter stak pr\u00f8jserne deres gev\u00e6rl\u00f8b gennem hegnet over vore hoveder og fyrede efter dem, der var sendt tilbage. Vi blev kommanderet om p\u00e5 den anden side hegnet og jaget ned til vandet. Der l\u00e5 b\u00e5dene, man sagde, at der var 8oo; n\u00e5r der s\u00e5 var en halv snes mand i hver b\u00e5d, kunne der jo komme ca. 7.000 over p\u00e5 en gang, og der var kun 1.000 mand til at tage imod dem, og skoven, de kom ud fra, skyggede, s\u00e5 de var halvt over inden danskerne kunne se dem.<\/p>\n

Vi m\u00e5tte vade ud til b\u00e5dene og blev sat over til den anden side og m\u00e5tte s\u00e5 marchere 5 mil samme dag. Det var meget varmt, og vi havde hverken f\u00e5et mad eller drikke; vi kom igennem en by, hvor beboerne var dansksindede; thi de havde sat spande med m\u00e6lk og vand ved vejen og kopper, vi kunne drikke af, men vi fik ikke lov dertil, det gjorde os meget ondt.<\/p>\n

Ved Gr\u00e5sten fik vi hvil og middagsmad. Flensborg n\u00e5ede vi klokken 8 aften, vi var 400 mand og blev jaget ind i en kirke, og der blev lukket for os. Vi var tr\u00e6tte og sov godt. Til middag blev der b\u00e5ret mad ind til os, og vi sov i kirken igen n\u00e6ste nat. Om morgenen blev vi jaget i jernbanevogne og k\u00f8rt til Altona, der skulle vi skifte tog; vi stod s\u00e5 l\u00e6nge p\u00e5 et sted, at jeg besvimede og s\u00e5 ud som en d\u00f8d, men jeg blev da levende igen, og da vi i Hamborg fik noget mad, hjalp det.<\/p>\n

Derfra rejste vi til Berlin og fik noget vandv\u00e6lling til middag; vi fik kun mad en gang om dagen, s\u00e5 den smagte godt. Fra Berlin kom vi til Sweinits, hvor vi kom p\u00e5 en kaserne, det var en gammel bef\u00e6stet by med volde og stadsgrave; disse volde skulle nu fyldes i gravene; der blev vi stakkels fanger jaget ud, fik en trilleb\u00f8r og l\u00e6ssede af volden og fyldte i graven, og der gik pr\u00f8jsersoldater med skarpladte gev\u00e6rer og passede p\u00e5 os. Vi m\u00e5tte hente vand p\u00e5 gaden, men der var altid en soldat med; vi kunne fra vandstedet se op p\u00e5 torvet, men ikke et skridt m\u00e5tte vi g\u00e5 og se os om.<\/p>\n

I 14 dage var vi der, s\u00e5 rejste vi til \u00d8strig p\u00e5 jernbane. Da vi n\u00e5ede gr\u00e6nsen mellem Pr\u00f8jsen og \u00d8strig, kom vi af vognene p\u00e5 en mark, hvor der kom \u00f8strigske b\u00f8nder med mad til os i krukker. F Jensen, R\u00e5by og jeg gik hen til en af dem, og han viste os en seddel hvorp\u00e5 stod til 4 mand. Vi tog hver en med os, og vi var glade, thi det var dejlig mad. Da vi havde spist, rakte vi manden h\u00e5nden og takkede, og han s\u00e5 s\u00e5 mildt til os. S\u00e5 k\u00f8rte vi igen, til der ingen jernbane var mere; de sidste 7 mil gik vi, men \u00f8strigerne var gode imod os; vi gik den halve vej den f\u00f8rste dag, s\u00e5 blev vi indkvarteret hos b\u00f8nderne. Vi var kun 4 mand, hvor jeg l\u00e5; vi fik god mad, og de redte seng til os p\u00e5 gulvet ved siden af deres egen seng. N\u00e6ste dag n\u00e5ede vi til en k\u00f8bstad, som hed Snaim og blev indkvarteret p\u00e5 en kaserne, hvor der l\u00e5 ungarer i garnison.<\/p>\n

Byen l\u00e5 p\u00e5 en kampestensklippe; ved den ene side l\u00e5 husene lige ud til kanten af klippen, fra vinduerne var der ca. 50 alen ned. Der l\u00f8b en smal flod igennem dalen, der sejlede de med lange, smalle b\u00e5de, og der var bjerge p\u00e5 begge sider af floden. Ved den ene side af floden var der lyststed med bev\u00e6rtning, og der var dans hver helligdag.<\/p>\n

Her blev vi ikke forlangt til arbejde. Jeg havde kun 5 mark, da vi kom dertil, dem brugte jeg de f\u00f8rste 5 dage. Vi fik l\u00f8nning og br\u00f8d som deres egne soldater, 18 kr\u00f8iser om dagen, men de 10 blev taget fra til middagsmad, en kop kaffe var 4 kr\u00f8iser, s\u00e5 vi kunne ikke f\u00e5 hverken sm\u00f8r eller p\u00e5l\u00e6g p\u00e5 br\u00f8det, og drikkevarerne var vand.<\/p>\n

Vi havde fra Pr\u00f8jsen skrevet efter penge, men da de kom, var vi rejst, s\u00e5 pengene blev sendt hjem. Vi havde det godt alligevel, vi m\u00f8nboer holdt sammen. Hemming fisker fra R\u00e5bylille var vor kok, vi skiftedes til at g\u00e5 med ham p\u00e5 torvet og k\u00f8be ind; han kunne ikke alene lave god mad, men han kunne dele ud til os 25 mand, uden at man h\u00f8rte eneste klage.<\/p>\n

Vi skulle hente vand p\u00e5 torvet, og s\u00e5 havde vi en flaske i h\u00e5nden, s\u00e5 lod skildvagten os passere. Hemming fisker havde ofte \u00e6rinde i byen, n\u00e5r han s\u00e5 havde en flaske i h\u00e5nden, fik han lov at g\u00e5, det fortalte han os, og vi blev ikke mere hjemme om eftermiddagen, men gik den ene efter den anden med lidt mellemrum; n\u00e5r vi s\u00e5 kom uden for byen, gemte vi flaskerne i noget krat, til vi kom tilbage, s\u00e5 samlede vi os og gik ud p\u00e5 landet.<\/p>\n

En dag vi var nede p\u00e5 lyststedet, vi var 4 mand, der satte os ved et bord, s\u00e5 sagde en af os: “G\u00e5 hen og bestil 4 bajere”, han vidste godt, at ingen af os havde penge, men i det samme blev der sat en flaske bajer og vin p\u00e5 bordet; vi ville rejse os, men en herre fra et bord i n\u00e6rheden kom hen til os, pegede p\u00e5 flaskerne og sagde “sei Sie gut”. Det kan nok v\u00e6re, vi kunne forst\u00e5 tysk, og hvor det smagte. Vi gik derefter hen og takkede ham, han har vist beklaget os, ja, vi f\u00f8lte p\u00e5 flere m\u00e5der, at de bedre kunne lide os end pr\u00f8jserne.<\/p>\n

Ved forskellige forlystelser stod “fri adgang for den danske soldat”. I en have, hvor der var smuk musik, blev vi bedt hen til et langt bord og fik \u00f8l og vin; det var damerne, der trakterede os, s\u00e5 m\u00e5tte vi st\u00e5 op p\u00e5 en altan og synge danske krigssange.<\/p>\n

Vi sang “den tapre landsoldat” og “nu skal vi nok atter med pr\u00f8jserne sl\u00e5s”, og der blev klappet og r\u00e5bt “bravo”. \u00d8strigerne ville alle dage st\u00e5 i venlig erindring hos de danske krigsfanger.<\/p>\n

En dag var vi, hvor der blev danset, nede ved floden omkring et stort tr\u00e6, og Frederik Jensen fra R\u00e5by, som var en af de letteste dansere, jeg kender, han svingede de \u00f8strigske damer, s\u00e5 det var en lyst. I 4 uger var vi i \u00d8strig, s\u00e5 fik vi lov at rejse hjem, f\u00f8rst de 7 mils march, s\u00e5 p\u00e5 jernbane og s\u00e5 blev vi sejlet ud til damkorvetten Thor, der l\u00e5 ved Svinem\u00fcnde. Den var meget stor og r\u00e6lingen s\u00e5 h\u00f8j, at man ikke kunne se over den; vi gik som i en stue. Vi blev bev\u00e6rtet godt og fik punch om aftenen.<\/p>\n

Om natten fik jeg set et lys, og det var M\u00f8ns fyr. Jeg blev oppe og s\u00e5 p\u00e5 klinten, medens vi sejlede forbi og \u00f8nskede, at jeg kunne komme derind og g\u00e5 hjem.<\/p>\n

Vi n\u00e5ede K\u00f8benhavn, til solen stod op. Vi blev s\u00e5 permiteret og fik marchpenge, s\u00e5 vi kunne rejse med dampskibet til M\u00f8n.<\/p>\n

N\u00e6ste dag, da vi om morgenen gik ned til dampskibet, havde jeg den gl\u00e6de, at der blev r\u00e5bt “god morgen, Peter Rasmussen”. Jeg blev forskr\u00e6kket, jeg kunne h\u00f8re p\u00e5 stemmen, at det var min gode ven, loll\u00e6nderen, som jeg mente var skudt. Vi greb hinandens h\u00e6nder, vi, som havde k\u00e6mpet sammen i s\u00e5 mange frygtelige timer; han fortalte, at han havde f\u00e5et en kugle i brystet, men var nu rask. Gerne havde vi talt mere sammen, men jeg var bange for, at dampskibet skulle g\u00e5, s\u00e5 vi m\u00e5tte sige farvel.<\/p>\n

Vi sejlede til Koster og gik derfra til Stege. Det var 22. august, s\u00e5 vi mente, at ingen havde tid til at k\u00f8re til Stege, s\u00e5 vi kom til at g\u00e5 hjem; men da vi gik op ad Stege gade, blev der fra en v\u00e6rtshusholder r\u00e5bt, “kom herind”.<\/p>\n

Det var g\u00e5rdmand Mads Larsen og Peder Mikkelsen fra N\u00f8rreby; de havde h\u00f8rt der oppe, at der kom soldater hjem, s\u00e5 de ventede p\u00e5 os og gav en bolle punch, foruden at de k\u00f8rte os hjem.<\/p>\n

Da vi kom til F Jensens hjem i S\u00f8nderby, gik jeg med ham og sov hos ham den nat. Min s\u00f8ster Else var nabo med F Jensens for\u00e6ldre, s\u00e5 jeg bes\u00f8gte hende f\u00f8rst og derefter min s\u00f8ster Hanne i \u00c5leb\u00e6k og s\u00e5 hjem til min moder. Var s\u00e5 hos sognefogden med krigst\u00f8jet og kom s\u00e5 hjem og trak i h\u00f8stt\u00f8jet og m\u00e5tte s\u00e5 h\u00e6nge i.<\/p>\n

Da soldaterne kom hjem fra forrige krig, blev der holdt fester for dem. fordi de kom hjem med sejr, men at vi ikke kunne st\u00e5 os imod 2 stormagter, var jo umuligt, men mange troede dog straks efter krigen, at vi havde k\u00e6mpet d\u00e5rligt.<\/p>\n

Vi bestemte s\u00e5 selv, at holde et gilde. Vi fik stillet et telt op ved Risb\u00e6k og indb\u00f8d i avisen folk til at komme, og der kom s\u00e5 mange, teltet kunne rumme. Der blev spist ved sluttet bord, holdt taler og danset bag efter. Der var m\u00f8dt v\u00e5benbr\u00f8dre rundt om fra M\u00f8n, og de syntes s\u00e5 godt om dette, at der blev holdt flere s\u00e5danne fester.<\/p>\n

I 1865 fik vi oprettet v\u00e5benbroderforeningen her, og den \u00e5rlige fest var i mange \u00e5r den st\u00f8rste fest her i landet. 1867 m\u00e5tte jeg atter i soldatertr\u00f8jen for at l\u00e6re at bruge bagladegev\u00e6rene, men det var kun i 15 dage; men det var en dyr tur at v\u00e6re i K\u00f8benhavn i 15 dage.<\/p>\n

Jeg blev gift med Jakob Larsens Else i Stubberup og k\u00f8bte en g\u00e5rd i Kalvehave p\u00e5 14 tdr. land og var fragtmand foruden.<\/p>\n

I vinteren 1870 fr\u00f8s det s\u00e5 st\u00e6rkt, at jeg med kone og b\u00f8rn k\u00f8rte over isen til M\u00f8n og bes\u00f8gte vor familie. Min svigerfar var ikke glad for at se os, han var bange for, at isen ikke skulle holde, til vi kom hjem, men den holdt l\u00e6nge efter.<\/p>\n

1871 d\u00f8de min svigerfar, og vi fik hans g\u00e5rd.<\/p>\n

1872 havde vi den slemme stormflod den 13. november, og den 13. august 1875 fik vi den store haglbyge, hvor jeg led skade for 5 – 600 kr.<\/p>\n

Jeg vil n\u00e6vne mine b\u00f8rns navne, Rasmus rejste til Amerika, da han var 16 \u00e5r og var hjemme at bes\u00f8ge os 21 \u00e5r efter, s\u00e5 rejste min yngste s\u00f8n, Frederik med, Jakob rejste \u00e5ret efter, n\u00e6ste \u00e5r kom der en dansk farmer her hjem og tog min yngste datter Krestine med til Amerika, s\u00e5 nu har jeg 4 b\u00f8rn i Amerika og 4 i Danmark.<\/p>\n

Min \u00e6ldste datter, Karen er gift med k\u00f8bmand Christoffersen i Magleby, Sofie er her hjemme, Jens og Lise er gift og bor i n\u00e6rheden af K\u00f8benhavn. Jeg har aldrig haft den forn\u00f8jelse at have samlet alle mine b\u00f8rn sammen her i hjemmet p\u00e5 en gang.<\/p>\n

Min \u00e6ldste s\u00f8n rejste til Amerika, inden min yngste datter blev f\u00f8dt, s\u00e5 nu sker det vel knapt, at vi bliver samlet i livet, s\u00e5 jeg vil \u00f8nske og h\u00e5be, at vi engang i det andet liv m\u00e5 samles alle sammen hos vor fader i himmelen.<\/p>\n

Foruden L P Rasmussen deltog bl.a. f\u00f8lgende m\u00f8nboer i krigen:<\/strong><\/p>\n

H Pedersen, Magleby
\nA Larsen, Stubberup
\nC Hansen, Mandemark
\nJ J\u00f8rgensen, Budsemark, faldet
\nSlagter Andersen, Stege
\nN Larsen, Magleby
\nH Hansen, Mandemark, faldet
\nHemming Fisker, R\u00e5bylille
\nFrederik Jensen, R\u00e5by<\/p>\n

Fra et gammelt dokument om fors\u00f8rgelse af krigsenker fra 1864 (tilh\u00f8rende Murer Nielsen, Borre), vides at Jens Nielsen faldt i denne krig. Tavle i kirken fort\u00e6ller, at det var 17. marts – 64 p\u00e5 Dybb\u00f8l.
\nEjnar Kamp, Borre har ogs\u00e5 et eksemplar af denne bog. Hans sl\u00e6gtning, Hans Peder Frandsen oplevede b\u00e5de krig og fangenskab sammen med L P Rasmussen.<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Livserindringer af L. P. Rasmussen, Stubberup.\u00a0Skrevet 1913. F\u00f8dt 1\/6 1839, d\u00f8d 22\/4 1924 Jeg er f\u00f8dt 1. juni 1839 og er nu 70, som kaldes for st\u00f8vets \u00e5r, derfor vil jeg nu skrive mine oplevelser, for at mine 8 b\u00f8rn, … L\u00e6s resten →<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":2,"featured_media":0,"parent":16633,"menu_order":70,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","template":"","meta":{"ngg_post_thumbnail":0},"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/137"}],"collection":[{"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/2"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=137"}],"version-history":[{"count":12,"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/137\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":18045,"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/137\/revisions\/18045"}],"up":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/pages\/16633"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/mandemarke.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=137"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}