En virtuel vandretur i Mandemarke for 125 år siden

For snart 80 år siden fik en beboer i Mandemarke en historie i avisen. Aage Post: Lidt om det gamle Mandemark var trykt i Møns Dagblad den 23. december 1944. Som det fremgik af undertitlen med ‘krøllede’ bogstaver var der tale om ‘Smaa Glimt fra en af Danmarks smukkeste Landsbyer og af dens særprægede Folketyper’.

Aage Post, som var født i 1902 og boede i Skovstrædet, foretager i sin historie en tænkt vandretur i gamle dage rundt i den gamle landsby – formentlig lige omkring 1900-tallet. Han kiggede altså ca. 50 år tilbage i tiden, så vi i dag får et tilbageblik på omkring 125 år.

Avisartiklen har ligget her på hjemmesiden i nogle år, men vi mangler i dag nogle forudsætninger for rigtigt at kunne følge med og dermed få det fulde udbytte af den fine historie. Da der efterhånden er kommet mange historier og oplysninger og fotos her på hjemmesiden, som supplerer hans historie og dermed forøger udbyttet af vandreturen, følger den hermed i en helt ny og bearbejdet udgave.

Du inviteres derfor med på en virtuel vandretur rundt i landsbyen Mandemarke omkring år 1900 – altså for ca. 125 år siden! 

Du skal forestille dig en slags tidsrejse, hvor du hører Aage Posts stemme, når teksten er i kursiv og er gengivet ligesom  i 1944 med den tids sprog og retsskrivning. Udover at sproget var lidt mere gammeldags skrev man alle navneord (substantiver) med stort og ‘aa’ i stedet for ‘å’ indtil Retsskrivningsreformen i 1948 (link til Wikipedia).

Der er også indsat links til andre historier på hjemmesiden, som du kan åbne i ny fane – undervejs eller senere. Har du brug for hjælp til at orientere dig, er der til sidst indsat et kort med husnumre, så du kan se hvor husene ligger efter deres nuværende adresser. Desuden er der et luftfoto fra 1956 af Mandemarke, som kan forstørres mange gange, så du kan komme tæt på og hvordan der så ud – så tæt på som vi nu tidsmæssigt kan komme turen.

Vandretur i Mandemark omkring år 1900. Guide: Aage Post. Kommentator: Redaktøren af  hjemmesiden Mandemarke.dk

For at komme ind i stemningen, kan du begynde med at kigge på dette foto, som stammer fra et postkort fra 1898 (det kan forstørres med et klik, ligesom de fleste andre fotos der kommer).

Vi står her foran den gamle landhandel i Mandemarke på vejen gennem landsbyen, hvor flere af beboerne har taget opstilling – nok mere til ære for fotografen end for os. Vi kommer forbi dette sted på den sidste del af vandreturen, som ender lidt omme til højre bag de grønne træer, hvor ‘Den gamle rytterskole’ ligger.

Aage Post indleder således:

Den, der har lidt sans for Naturen og har set lidt mere end sin egen Fødeby, vil maaske give den Mand Ret, der for nogle Aar siden i et Foredrag i Radioen udtalte, “at Mandemark var en af de smukkeste og mest interessante Landsbyer i Danmark”. Mærkeligt nok, at det næsten altid er Folk udefra, der lettest faar Øje på den Slags Ting, medens Beboerne som oftest tager disse Værdier som noget ganske selvfølgeligt.

Han fortsætter:

At Byens beliggenhed i hvert Fald er enestaaende kan straks slaas fast, smukt som den ligger ved Foden af de skovklædte Bakker med Kongsbjerg som Midtpunkt. De mange gamle og hyggelige Huse og morsomme Gyder og Stræder gør den tilligemed den fra tidligere Tid i nogen Grad særprægede Befolkning yderst interessant.”

For at få et overblik over landsbyen begynder vi med hans egne ord vandreturen “med at at stige op i bakkerne øst for Byen, hvorfra der er den herligste Udsigt udsigt over Østmøn og først og fremmest selve Mandemark, hvorfra vi går en tur ned mod Byen for at tage den nærmere i Øjesyn.”

Fra bakkerne går vi ned til “Smallegade”, som det nuværende Skovstræde skæmtsomt kaldes.

Et stykke henne passerer vi dette hus, som i dag er Skovstrædet 6, hvor Aage Post selv flyttede ind efter være blevet gift i 1935. Det nævner han dog ikke – måske af beskedenhed eller for ikke at bryde illusionen af at vandreturen foregår mange år tidligere. Han har ikke været kedelig, for det fortælles, at han godt kunne tage sig en lille en sammen med naboen, som i 1930-erne boede på skolen i Skovstrædet 2, og at de sammen i en brandert malede huset rødt. Naboen var kunstmaleren Ripcke-Edsberg, og Aage Post selv var malermester.

Men efter at have passeret huset på Skovstrædet 6 – i modsat retning af de 2 personer vi ser på det gamle fotografi – standser Aage Post, hvor der mellem to andre huse til højre “fører en sti ned til det saakaldte ‘Tørvelukke’, der formentlig har fået sit Navn, fordi det ligger klods op ad en gammel Tørvemose.” 

Det er et godt sted at begynde fortællingen.

Vi vil nu tænke os et spand af Aar tilbage i Tiden, for at være sikker på at træffe paa nogle af de særprægede og interessante Folketyper, som Mandemark har været rig på.

Han slår ud med hånden og peger ned ad stien til højre mod huset på Skovstrædet 5, som vi ser her.

Manden der boede dér dengang, blev snart kaldt ‘Tørvelukkeren’. Han levede her i mange Aar en ret primitiv Tilværelse sammen med sin Familie og de to graa Heste og dyrkede den karrige Jord, der hørte til Huset. Han var en meget karakteristisk Skikkelse med det pragtfulde lange hvide Skæg, der gav hans person et saare ærværdigt Udseende. Da han tillige havde et kønt ansigt, mindede han meget om en rigtig Julenisse.

Tørvelukkeren var en livlig og interessant Mand, der gerne tog imod Gæster, og utallige er de Historier der blev fortalt ved Langbordet inde i den lavloftede Stue, hvor der forresten var ganske hyggeligt. Samtidig blev der pulset dygtigt på Piberne og drukket adskillige Kaffesorte (sort kaffe med sukker og brændevin). Tørvelukkeren er stadig i frisk Erindring hos de fleste i Byen.

Mens Aage Post holder en pause, finder redaktøren et par gamle fotos frem af Hans Peter Hansen som ‘Tørvelukkeren’ hed.

   

Han var født i 1849 i Magleby Sogn. Til højre står han som gammel med sin anden kone Mette Kirstine Larsen, der også var fra 1849. Hun var født så langt væk som Keldby Sogn, og var kommet her til Magleby Sogn fra Pollerup, da de blev gift i 1887. Hun var altså 38 da hun – for første og eneste gang – blev gift. Hans Peter var oprindelig gift med Sidse Marie, der var født omkring 1844 og ikke var helt ung, da hun blev gift med Hans Peter. Hun fik 4 børn på 7 år og døde i 1887 i barselsseng efter en forblødning. Sådan var alt ikke godt i ‘de gode gamle dage’. Han blev derfor hurtigt gift igen med Mette Kirstine, og de levede begge til de blev over 80. Aage Posts bemærkning om at han lignede en gammel julenisse kan man godt forstå. Der er en lang historie her på hjemmesiden om Hans Peter Hansen med flere familiefotos.

Om de omtalte ‘kaffesorte’ blev lavet ligesom ‘en farisæer’ i Jylland vides ikke, men den blev i alt fald lavet således: I bunden af kaffekoppen lægger man en 10-øre (en lys mønt der en gang blev brugt til betaling). Dernæst hældes sort kaffe over, til man ikke kan se mønten længere. Så hælder man brændevin i, til man kan se mønten igen. Man afgør vist selv, hvor tydeligt den skal kunne ses.

Nu rykker Aage Post utålmodigt for at komme videre, så vi fortsætter “ned over Hovedgaden, som vi krydser, og mod vest ned i Skvalderstræde”. Fra Skovstrædet går altså vi hurtigt forbi “Den gamle rytterskole”, som ligger på hjørnet af Strædet og Busenevej med legepladsen foran. Den vender vi tilbage til ved turens afslutning. 

Vi går skråt over Busenevej og står og kigger ned ad Strædet, som den gang kaldtes “Skvalderstrædet”. Forstavelsen ‘Skvalder’ betyder i følge Ordbog over det danske sprog “Tomme ord, sludder, vrøvl, især fremsat paa en højrøstet ell. bombastisk, brovtende maade.” Den har man senere ‘glemt’ da de officielle gadenavne blev fastlagt.

Ved starten af Strædet slår Aage Post ud med hånden.

“Først på venstre Haand boede ‘Lars Peter Svenske’, som også satte sig Præg på det gamle Mandemarke. Han drev ligesom Tørvelukkeren lidt Landbrug udenfor Byen, men var i sin væremaade en komplet Modsætning til denne. Tavs og indesluttet levede han en helt isoleret Tilværelse i mange Aar, endog helt alene. Naar han f.Eks. skulde bjerge den sparsomme Høst, tog han en Stige med paa Vognen ud i Marken, læssede først en god Portion Sæd op i Vognen og kravlede saa ad Stigen op for at lægge det til Rette bagefter, en saare primitiv Arbejdsmetode; men det kunne altsaa lade sig gøre.”

skovstraede-b_pershus

Et kik ned ad “Skvalderstrædet”

“Lars Peter Svenske” boede i Strædet 3, der er det første hus med det særprægede indgangsparti på denne gamle tegning af et kig ned ad Strædet. Han hed egentlig Lars Peder Hansen.

Af hensyn til yngre deltagere på turen minder redaktøren om, at man ikke havde mejetærskere den gang. Når man skulle høste kornet, blev det først ‘mejet’ med en ‘le’, som var et særligt udformet værktøj med en stor skarp klinge som man svingede hen over jordoverfladen, for at skære stråene over. Herefter bundtede man det i ‘neg’, der blev stillet op mod hinanden i ‘traver’ ude på marken for at stå nogen tid og tørre. Til sidst kørte man det hele hjem og ‘tærskede’ det, som det hed når man slog på de tørre kornaks for at få frigjort kernerne. Det var en lang og møjsommelig proces, som i dag er forenklet med maskinen der derfor kaldes en ‘meje-tærsker’.

Aage Post har ventet tålmodigt men fortsætter nu:

Videre gaar vi ned ad Strædet, forbi Posthuset, som vi saa flot kalder vores Brev-samlingssted, og forbi en række af de rigtigt gamle Huse ned til det sidste i Strædet. Her boede lille Bent! Kender De ham? Denne lille morsomme Mand, der sagde  h e n d e  om alting. ‘Skal jæ ta hende jyeere (dybere)’, spurgte han en Gang en kone i Byen, da han slog hendes Græsplæne. Bent mente selvfølgelig, om han skulle slaa Græsplænen dybere i Bund.

Ediths farfar foran postkassen med kridtpibe i munden

Jens Peter Hemmingsen (1840 – 1929) foran sit ‘posthus’

Mens Aage Post griner ved mindet om ‘lille Bent’, når redaktøren lige indskyde at “Posthuset” var Strædet 4, hvor Jens Peter Hemmingsen og hans kone sørgede for posten til og fra Mandemarke, som man kan læse i historien om dem, foruden at de passede alle deres øvrige gøremål.

På fotoet her står Jens Peter med kridtpiben foran postkassen. Jens Peter var egentlig skomager men havde også et lille stykke jord der skulle dyrkes og lidt husdyr – herunder koen som kunne spændes for kærren med hø ude fra marken, som man kan se på fotoet der indledte historien her (hvor han står med lys stråhat).

“Lille Bent” i det sidste hus i Strædet er Bendt Hansen som boede i Strædet 11. Han var født i 1832 og har således været en ældre herre på omkring 70.

Bent holdt forresten meget af en god Midaften med et par gode Dramme til og gik heller ikke forgæves på Gaardene rundt omkring, når det var omkring Spisetid. Han var nok ellers træskomand, men begyndte på sine ældre Dage at trække Slagtekvæg til Stege. Efter at være fyldt 70 præsterede han endog at gaa til Stege 2 gange på een Dag. Han gik altid med et Par altfor store Støvler, som Næserne vendte dygtigt i Vejret paa. – Jo, for man vinder altid et lille Stykke mere for hvert Skridt, paastod Bent, og der kunne maaske være noget om det.

Huset hvor “Lille Bent” boede (med stald i den ene ende)

Bent var forresten ikke så lidt af en Skælm, men dog ikke mindre populær af den Grund. Følgende lille, morsomme Historie kan fortælle lidt herom: Naar Bent f. Eks. kom til Stege med en Ko til Slagter Krau, blev han altid af dennes Husbestyrerinde inviteret ind på en god Frokost, som han som bekendt satte megen Pris paa, men det traf jo ogsaa, at han gjorde brug af denne Gæstfrihed, selv om Koen var til en anden Slagter. Bent kom saaledes en Dag frit og ugeneret indenfor hos Slagter Krau og sagde: “Godaw! Ja, jeg har været inde med en Ko i Daw.” “Naa, har du det?” blev der svaret, “ja, men værsgo og kom ind og faa noget Mad.”  Naar Bent saa havde spist og var rigtigt veltilpas samt havde sagt “Tak for Mad”, afleverede han følgende Slutbemærkning: “Ja, se, i Daw var Koen nu ellers til Brd. Olsen!”

Det er tydeligt at mærke, at Aage Post elsker at fortælle den slags historier. Men man må jo også huske på, at der på den tid ikke var så mange kilder til underholdning – ingen Netflix, ingen fjernsyn eller radio, ja, faktisk ikke engang elektricitet, som først kom til Mandemarke omkring 1920’erne. Der var aviserne og så de gode fortællere!

Dette luftfoto er taget omkring 50 år senere men giver et indtryk af de sidste huse på Strædet. I baggrunden ses huset, hvor ‘lille Bent’ boede, og til højre ses huset på Strædet 14, hvor man i de første 2 fag af huset ud mod gavlen havde stald. Her havde man nemlig en gris, som man fedede op med alt køkkenaffald og hvad man ellers kunne skaffe – og så blev den slagtet hen mod jul og blev til flæskesteg og alt muligt andet.

Aage Post kunne godt have gjort nogle bemærkninger om familien i huset til højre. Her havde Anna Kirstine havde boet indtil hun som 20-årig ‘syjomfry’ udvandrede i 1888 til Nebraska i USA. Som man kan læse i historien om Anna Kirstine Jensen fulgte hendes søskende senere efter, og i 1907 rejste hendes gamle mor på 70 også til Nebraska sammen med sin næste mand. Annas egen far var nemlig død da hun var 6, sparket i hovedet af en hest, og hun kom meget tidligt i tjeneste på Klintholm Gods, fordi moren ikke kunne klare at tage sig af hende. Som hun senere har fortalt: “Som 7-årig lærte jeg at brodere på Slottet og blev ved med det.”

Anna og hendes mand kom flere gange på besøg i Mandemarke, første gang i 1894, hvor de havde tænkt sig at blive i måske et år, men da Anna opdagede at hun var gravid afbrød de opholdet og rejste hjem, så barnet ville blive født i USA som amerikansk statsborger. Anna har senere fortalt sejladsen hjem var hård, og at hun tilbragte det mest af tiden i sengen i en lille kahyt, mens kufferten med deres bagage rutsjede frem og tilbage i takt med skibets rulninger. Aage Post kigger utålmodigt på redaktøren og tænker sikkert om det sidste, at det nok ikke har været morsomt. Han fortsætter:

Ved at smutte over en Sti mod syd, kommer vi over til Smedestræde, saaledes kaldet, fordi Smeden boede i samme.

Den lille sti rundt om lille Bents hus som ikke findes længere, kan man godt ane svagt øverst til venstre på luftfotoet. Den anden stikvej fra Busenevej mod vest har ikke længere noget navn og har i dag blot husnumre som om de lå ud til Busenevej. Men navnet “Smedestræde” gav den gang god mening, for landsbyens smede havde i mange år boet i huset der i dag er Busenevej 24. Den sidste smed døde i 1925 og selve smedjen, som lå lige om hjørnet på Busenevej, faldt herefter sammen. Men den kommer først til om lidt.

Vi kommer over til den såkaldte ‘Mandemarksgaard’, den ældste i Byen. Den skal have sine mindst 250 Aar på bagen. Den ene Længe er gaaet til paa grund af Ælde, men Stuehuset bære endnu Vidne og en fjern Fortid med de mange blyindfattede Ruder og enkelte lerklinede Vægge.

landsbyen_vhusbog

“Mandemarksgaard”, som Verner Petersens far købte i 1925 af Klintholm Gods

busenevej-20_rude786

Det er gården på Busenevej 20, som mange senere har kendt som “Ediths og Vernes gård”, hvor Verner var barnefødt i 1927 og boede der til han kom på plejehjem da han blev gammel.

Det siges at gårdens ældste dele skulle være fra 1700-tallet, men der har ligget gård på stedet meget længere. På en rude fra den gamle indgangsdør er årstallet 1786 ridset ind i det håndblæste glas, som det svagt kan anes på fotoet her.

Gården er den ene af de 2 gårde som fik lov at forblive i landsbyen, da man ved den såkaldte udskiftning i 1802-1803 flyttede landsbyens øvrige gårde ud på de nu tildelte jorder ned mod Østersøen og Kraneled.

“Her boede ‘Trine Hans Kristinne’. Det skal have været en Kvinde af saa omfangsrige Dimensioner, at hun formelig gik og vuggede i Hofterne,” begynder Aage Post og peger på gården.

Redaktøren afbryder: Siden hun var så omfangsrig, mener du måske ‘Trinde’ …? Men får dog ikke noget svar på, hvorfor han kalder hende “Trine Hans Kristinne”. Ved folketællingen i 1880 boede ‘Christian Hansen’ på den gamle gård som gårdfæster sammen med sin kone, der i virkeligheden hed ‘Mette Katrine Johansdatter’, og deres søn ‘Hans Peter Christiansen’. Den gamle gårdfæster levede fra 1823-1880 og sønnen, som i 1880 hjalp ved gårdens drift levede kun fra 1857-1882.

Aage Post fortsætter:

Hun skal nok ellers, efter Sigende, have hørt til dem, der forstod at passe på Smaaskillingerne og efterlod sig ved sin Død en ret anseelig Sum efter den Tids Maalestok, for største Delen gemt i et Rum i Skorstenen. Hun overlevede såvel sin Mand som sin eneste Søn. Efter Begravelsen blev der vist drukket lidt rigeligt med Gravøl og sluttet af med en Svingom, hvad der forresten ikke var nogen Sjældenhed i de Tider.

Ved folketællingen i 1890 var ‘Mette Katrine Hansen’ – der altså nu havde taget efternavn efter sin mand i stedet for som tidligere at bruge sit pigenavn – blevet 59 og havde fået en gårdbestyrer, foruden at hun naturligvis havde et par tjenestefolk, ligesom de også havde haft mens manden og sønnen levede. Hun må være død mellem 1890 og 1901, for ved folketællingen i 1901 var hun væk og hendes gårdbestyrer Frederik Madsen på 57 var blevet ‘gårdforpagter’. Han havde 4 ‘tjenestetyender’, herunder naturligvis en husbestyrerinde, da han var ugift. Fem år efter var han stadig forpagter men var nu endeligt blevet gift, hvilket sikkert også har været billigere.

Lige overfor Mandemarksgaarden lå det gamle Slagterhus, som for længst er sunket i grus. Her boede Slagter Per Johansen og hans lille Kone. Her var Liv og glade Dage, som man siger, ikke saa underligt, eftersom der var 12 børn. Børnerige Familier har forresten altid været typisk for Mandemark.

“Smedestrædehuset” malet af Johan Jacobsen i 1920-erne

‘Det gamle slagterhus’ ville i dag have haft adressen Busenevej 16 og er omtalt i historien om ‘Smedestrædehuset’. Den sidste der boede der var slagter Per Johansen, og efter at han og familien flyttede først i 1920’erne, faldt huset sammen og er siden forsvundet. Huset var i gamle forsikringsprotokoller omtalt som ‘Spækhøkeri’, hvilket passer fint med at Aage Post kalder det “det gamle Slagterhus’.

For at holde styr på navnene på hans 12 børn havde en af deres kammerater lavet denne huskeremse: “Lise og Line, Johan og Stine, David og Møller, Christian, Jul, Rossing, Emil, Georg og Malle – dér har du dem alle!” Sønnen Julius blev af rimehensyn til Jul i remsen, ligesom Amalie nævnes under kælenavnet Malle.

Aage Post fortsætter:

Slagteren var næsten aldrig hjemme, og det stod så til Mutter at opdrage og holde Styr paa Rollingerne, hvoraf der var 6-7 Drenge. Slagter Rossing i Budsemark, som var en af dem, fortæller, at naar nogen af os havde lavet Skarnsstreger, og det skete ikke saa sjældent, skulle vi selvfølgelig ha’ Klø, men det var jo ingen Kunst at rende fra Lillemor og Kløene i første Omgang, men ak og ve,  det var kun Galgenfrist, for naar vi var kommet i Seng om Aftenen og var ved at gaa i Drømmeland, overlistede Mor os. Dynen og Skjortefligen blev løftet op og saa vankede der af Mester Erik i den Bare.

Vi fortsætter vandreturen.

Lidt længere oppe i Strædet lå det hus, hvor Hans Carstensens boede. Der var også 12-14 Børn, og nu er vi ved Benbrækkerstrædet, der fører fra Smedestræde hen til Købmandsforretningen. I denne Smøge boede Tømrer Jørgen Hindborg, forresten en klog Mand, som man ofte henvendte sig til, naar det gjaldt Eksperimenter af skriftlig Art ell. lign.

Luftfoto fra 1956, hvor Mandemarksgården ses til venstre og dernæst det lille hus med den lange grøntsagshave

Det første hus han nævner er Busenevej 22 på højre side lige efter ‘Mandemarksgården’, hvor Hans Peter Karstensen ved folketællingen i 1906 boede med kone og 7 børn ud af deres 12-14 børn. At de boede der med 7 børn er i øvrigt ganske imponerende, i betragtning af at huset som er opført i 1895 kun har været på godt 70 kvadratmeter. Det er det smalle hus med 2 vinduer ud mod den lange nyttehave. 

Ved det børnerige hus drejer han til venstre ad den lille stikvej som han kalder “Ben-brækkerstrædet”, hvilket (øge)navn han åbenbart ikke har nogen historie om. På det smalle stræde ligger på venstre hjørne huset, som i dag er Busenevej 14, hvor tømrermester Jørgen Hindborg også bor ved folketællingen i 1906 men på dette tidspunkt kun har et enkelt af sine 8 børn boende hjemme. Han var i øvrigt over 50, før han ændrede sit fødenavn fra Jørgen Hansen til Jørgen Hansen Hindborg eller bare ‘Jørgen Hindborg’. Tilnavnet Hindborg stammede fra hans kones familie.

Overfor boede ‘Lille Johan’, kendt for sin Properhed og Sirlighed ude saavel som inde. Hans Hus var holdt i den mest mønsterværdige Orden, selv hans Mødding bar præg af den yderste Korrekthed.

familien-hansen_HHansenNorrdahl

De næste beboere var Hans Peter og Sidse, som her ses foran huset i 1925

Det er huset på den anden side af vejen, Busenevej 12, hvor ‘Johan Petersen’ som 70-årig boede med sine jævnaldrende kone ved folketællingen i 1901, hvor de også havde en nygift skomagermester med et nyfødt barn boende.

Selv om der sikkert har været mødding ved hvert eneste hus vi har passeret, er det første gang Aage Post har fundet anledning til at omtale en mødding, der er det sted hvor dyrenes ekskrementer og andet affald blev lagt indtil det blev brugt til at gøde køkkenhaven eller kørt væk og brugt som gødning på de jordstykker de fleste havde udenfor byen (på vejen mod Busene). Der må have været en særlig grund til at fremhæve ‘lille Johans’ mødding, da møddingerne generelt må have lugtet og set farlige ud.

Går vi et lille stykke længere hen og vender os om og kigger tilbage hvor vi kom fra, så ser vi husene fra en anden vinkel på dette foto.

busenevej-12_HHanse1Johan Petersens hus til venstre, det lille hus med de mange børn i baggrunden til venstre, nordgavlen af Hindborgs bag høstakken og bag den får vi et glimt af ‘Mandemarks-gaarden’. Var vi fortsat ad ‘Benbrækkerstrædet’ langs købmandens grund, som på fotoet ligger inde til højre, var vi kommet ud det sted, hvor fotoet der indledte denne historie er taget fra.

landsbyen_Smedie101

MedAage Post går vi tilbage og fortsætter til venstre ad ‘Smedestrædet’ forbi smedens hus (Busenevej 24), som ligger bag Johan Petersens hus (Busenevej 12), og kommer så ud på selve Busenevej, som Aage Post kalder “Hovedvejen”.

Her går vi til højre i retning af Busene og kommer først forbi selve smedjen. Det er det hvide bindingsværkshus bag hestevognen, som du ser her, som du kan læse meget mere om i historien om Den gamle smedje. På venstre side af vejen ligger den anden af de to tilbageværende gårde i Mandemarke på Busenevej 19. Det er lige overfor det grå hus i baggrunden på fotoet ovenfor, som var et genopført hus efter en dramatisk brand, som var nær ved at sprede sig gården overfor. I historien Branden i 1908 kan læse, hvad aviserne skrev, herunder følgende: “Som sædvanlig frembød også denne ildebrand et ejendommeligt skue, alle våbenføre mænd og kvinder med, unge og gamle, var jo gennem Magleby kirkeklokke og pr. telefon trommet sammen fra to sogne. Hele den lange Mandemark gade og vejen videre ud var opfyldt af en lang række vandvogne.” Men tilbage til gården og Aage Post.

Paa den anden af Byens 2 eneste Gaarde, der laa i Udkanten af Byen, residerede Sidse Hans Larsen. Hun drev sin Gaard ved Hjælp af en Bestyrer, men stod dog altid selv ved Roret.

I historien om Sidse Kirstine Larsen kan man læse at hun var en meget bestemt dame, men man kan også fornemme det af fotoet her taget i 1916 da hun fyldte 70. Her havde hun været enke i 29 år og havde drevet gården og driften så godt, at den i mange år havde været på højde med de bedst drevne. Ved mandens død havde gårdens drift ellers været noget forsømt da hendes mand havde været syg i flere år.

I fødselsdagsomtalen i avisen kan man derfor læse, at “Fru Larsen nyder derfor blandt Beboerne en velfortjent Agtelse” med denne tilføjelse: “Kvinden kan hævde sig på den Plads hun sættes.” Morsomt nok blev omtalen indledt således: “Gaardmand Hans Larsens Enke i Mandmark fyldte forleden 70 Aar.” Næsten 30 år efter mandens død blev hun altså stadig omtalt som ‘Hans Larsens Enke’.

Om hende har Aage Post kun godt at fortælle:

Til hende tyede man til, når det gjaldt om at låne et Køretøj, og Sidse stillede gerne Hest og Vogn til Raadighed. I hine tider maatte man jo bl.a. selv sørge for at hente Madammen (Jordemoderen), når der var brug for hende, og det gik ikke så sjældent paa. En af Karlene var da også altid parat til at køre. Selv om det ikke altid var lige behageligt at blive jaget op undertiden midt om Natten, var den der kørte dog altid sikker paa at komme med til et godt Barselgilde. En anden gammel Tradition som også holdtes i Hævd på Sidses Gaard, var de aarlige Fastelavnsgilder, eftersom hun havde den rummeligste Storstue.

Ved disse Gilder var den gamle Teglbrænder Hemmingsen en uundværlig Gæst til at underholde med muntre Sange andre vittige Paafund. Han havde været Teglbrænder på det gamle Klintholm Teglværk. Han kendetegnedes som et særligt dannet Væsen. Han var forresten Nabo til Store Peter og Store Grethe, som boede i det saakaldte ‘Røde Hus’ henne ved Hovvejen. De var begge to Kæmper af Vækst og bar saaledes ikke deres Navne med Urette.

Det er morsomt at han fremhæver at teglbrænderen var “et særligt dannet Væsen”, for det var vist ikke det almindeligste blandt teglværksarbejdere. 

Det ‘Røde Hus’ er også rødt den dag i dag og ligger på Busenevej 1 lige overfor gadekæret og er det første hus man ser, når man kører ind i Mandemarke fra Hovvejen.

De to Kæmper må være Hans Peder Larsen (1853-1914) og hans kone Anna Margrethe Hindborg (1860-1931) som ses på dette foto.

De boede i 1901 i huset, som den gang havde to adskilte boliger, i den ene lejlighed sammen med de 2 yngste af deres 5 børn. Sønnen Christian Larsen (1892-1977) fik i 1906 en skudsmålsbog som man kan se og læse om i historien ved at følge linket. Oprindeligt skulle alle der kom i tjeneste hos andre have en skudsmålsbog, hvor arbejdsgiveren kunne skrive sine bemærkninger, og det var forbundet med strenge straffe, hvis nogen forsøgte at rive en side med en dårlig udtalelse ud eller gøre den ulæselig. Men til sidst måtte der kun anføres oplysning om tjenestetiden.

Nå, Aage Post begynder med god grund at virke utålmodig, og vi er også ved at nå til afslutningen af turen. Fra fru Larsens Enkes gård går vi hurtigt tilbage ad Busenevej og passerer den gamle landhandel som vi så på fotoet der indledte historien. Herefter drejer vi om hjørnet til højre til Strædet, “Smallegade”, og står så foran skolen.

landsbyen_K

personer_U

Henne paa Bakken midt i Byen laa den gamle Rytterskole, hvor Lærer Jensen hersede med sine Peblinge. Han nød stor agtelse i Byen og var nærmest at betragte som en lille Konge, hos hvem man søgte Raad og Vejledning for alt, selv i Sygdomstilfælde. Lærer Jensen var med til mange Gilder i Byen og Omegnen og holdt sig ikke tilbage, naar han deltog i et lystigt Lag. Det fortælles at han en Gang ved en saadan Lejlighed modtog en Opfordring til at tage Livtag med den tilsyneladende langt større og stærkere Slagter Per Johannesen. Det gik imidlertid skidt for Slagteren eftersom Lærer Jensen foruden at være temmelig haandfast viste sig at være snild som en Kat. Resultatet var, at Per Johansen maatte bide i Græsset til stor Moro for Tilskuerne.

Aage Post runder vandreturen af med følgende betragtninger:

Det kunne vel nævnes endnu en Del Personer, som hører med i Billedet af det gamle Mandemark, hvis befolkning, skønt de fleste var Arbejderfolk med store Børneflokke og en ringe Fortjeneste, dog alle sammen var Mænd for deres Hat og indstillet paa at klare sig selv. De kunde endda tillade sig at holde deres aarlige Pølsegilder og andre lystige Sammenkomster. En Del af dem havde endog lidt paa Kistebunden. Nu ligger de forlængst under Mulde, men mange af de gamle Huse staar der endnu med deres mosgroede Tage og pyntelige Bindingsværk og giver Byen lidt af gamle Præg.

Hermed er den virtuelle rundtur afsluttet, og Aage Post vender tilbage til sin egen nutid i 1944:

Ser vi paa Mandemark i Dag, er mangt og meget forandret. Et nyt Hus er dukket op hist og her, og Udviklingen har på anden Maade sat sine tydelige Spor. Byens Udseende er dog i det store og hele lige hyggeligt og smilende. Mærkeligt tomt blev der i Byen, da den gamle Smedie, hvor der altid var nogle Mand i arbejde, sank i Ruiner og de klingende Slag fra Ambolten forstummede; ligeledes da Skolen blev nedlagt og Børnene flyttede til den nye Centralskole.

Købmandsforretningen i 1959

Hertil kan man så tilføje, at Aage Post selv slap for at se at købmandsforretningen også forsvandt. Den ses her til højre i 1959 i det statelige hus, som den driftige købmand Peter Andreas Pedersen havde opført til erstatning for den gamle stråtækte landhandel der brændte, og som vi så på fotoet der indledte hele historien.

Aage Post afslutter sin lange fortælling med disse betragtninger:

Mange af de gamle Traditioner holdes dog stadig i Hævd, ikke mindst af Børnene. Endnu kan man i de lune Sommeraftener se dem sammen med de unge Mennesker samles på den gamle Legeplads, hvor de tumler sig i munter Leg, medens en Harmonika sender sine hyggelige Toner ud over Byen henne fra Sofus Nielsens have. Og hvilken Feststemning er der ikke til Stede, naar der hvert andet Aar pyntes Æresport til Skolens Skovtur. Den slags gamle Skikke holdes højt i Ære og gør sit til, at Byen bliver ved at holde sit gammeldags, hyggelige Præg, som man trods alt er kommet til at holde af, og som kun findes i Mandemark.

Som nævnt boede Aage Post selv i huset på Skovstrædet 6, således at der kun har været et enkelt hus mellem ham og skolen på Skovstrædet 2.

busenevej-04_AeNielsenGaard

        busenevej-04_NielsenLuftGaard

Sofus Nielsen ses her sammen med sin kone Anna Margrethe. Man kan godt forestille sig, at han har hygget sig med at spille harmonika i haven. De boede på den gamle gård på Busenevej 4 skråt overfor skolen som nu er blevet revet ned i 2019.

På luftfotoet af gården i starten af 1930’erne kan man se, at Sofus have den gang lå på hjørnet af Busenevej og Strædet lige overfor legepladsen foran skolen. Hjørnet blev senere solgt fra, for at maleren Fritz Jacobsen i 1936 kunne opføre huset på hjørnet af Busenevej og Strædet, som i dag har adressen Strædet 2.

Hermed er også vores virtuelle tur i både landsby og tid afsluttet, så stor tak til Aage Post for at han tog sig tid til at fortælle om Mandemarke i gamle dage. Og også stor tak til læseren som er fulgt med til vejs ende.

Flemming Deleuran

Nedenfor ses et luftfoto fra 1956 kan man få et overblik over landsbyen, som den så ud på dette tidspunkt. KLIK for at se STORT luftfoto – og klik igen for at forstørre!

KLIK FOR STORT BILLEDE

Har du brug for hjælp til lokalisere de omtalte huse med adresser i husnumre i dag kan skulle kortet nedenfor kunne hjælpe. For at få husnumrene frem på Kraks kort har det været nødvendigt at skære et par huse fra som ikke omtales i historien.

Vandreturen begyndte i midten til højre på Skovstrædet. Dernæst gik vi skråt over Busenevej og ned ad Strædet. Fra enden af vejen gik vi ad en sti fra Strædet 13 ned til Busenevej, hvor “Mandemarksgården” har nr. 20. Efter et vip op ad den stiplede smutvej, “Benbrækkerstrædet” vendte vi tilbage og gik ad den hvide vej ned til “Hans Larsens Enke” på Busenevej 19. Herefter gik vi tilbage forbi købmandsforretningen på Busenevej 8, der hvor der med fedt står Mandemarke. Og så drejede vi til højre ved Den gamle skole, som i dag er Strædet 2A og 2B, fordi skolestuen også er indrettet som en lejlighed foruden lærer Jensens i nr. 2A.